Mosede Fort Strandpark
Introduktion
Mosede Fort er et af de mange forter, der har fungeret som en del af Københavns forsvarsværn. Fortet er en del af den fremskudte forsvarslinje kendt som Tunestillingen, der løb fra Veddelev ved Roskilde i nord til Mosede Fort ved Køge Bugt i syd. Fortet blev bygget under 1. Verdenskrig og har været i funktion til efter 2. Verdenskrig, hvor det senest blev brugt som lejr for tyske flygtninge.
Fortet er velegnet som udflugtssted, hvor beretningen om militærhistorie og Københavns forsvar levende kan fortælles. Greve Kommune arbejder på, at fortet skal være museum for fortællingen om 1. Verdenskrig.
Landskabet
Langs Køge Bugt er der etableret mange nye strande, laguner og lystbådehavne, men ikke mange steder kan som Greve fremvise et fort ved kysten! Mosede Fort ligger nu i et parkområde med mulighed for at gå på undersøgelse på selve fortet, men også gåtur i nærliggende park og strand er en mulighed.
Fortet blev placeret netop her ved Mosede for at hindre en landgang fra søsiden. Køge Bugt er generelt lavbundet, men ved Mosede er der tilstrækkelig dybde til lidt større skibe med mandskab kunne komme tæt ind under land. Faren var, at fjenden kunne landsætte styrker, der ville afskære soldater, bønder og andre i at komme til København og hjælpe med byens forsvar.
I dag er der stor parkeringsplads, restaurant, kiosk og toiletter ved fortet. Selve fortet er ikke i den bedste stand, men er dog blandt de bedst bevarede af de tilbageværende forter. Greve Kommune er ved at restaurere bygningerne og undersøge mulighederne for at omdanne fortet til museum.
Dyrelivet
Langs Køge Bugt kan man se mange vandfugle ud over bugten, men også småfugle i den smule løvskov, der er ved strandparken.
I vandet kan du se sortstrubet lom, lille lappedykker , toppet lappedykker , canadagås , mørkbugede knortegås, gravand , pibeand , gråand , troldand , ederfugl , havlit, hvinand , toppet skallesluger og stor skallesluger . Også skarv , knopsvane og sangsvane ses. Af måger ses mange hættemåge , stormmåge og sølvmåge .
Blandt småfugle finder du landsvale , hvid vipstjert , sjagger , bogfinke , blåmejse , musvit , stær , grønirisk , grønsisken og kragefugle som råge og gråkrage . Silkehaler ses nogle år i stort antal. De sidder gerne i en lille gruppe på toppen af buske, men kun i kort tid, så er de videre på vej til næste busk.
Kulturhistorie
København havde sit 14 km lange forsvarsværn Vestvolden. Højreregeringen havde trumfet sin vilje igennem mod oppositionen og opført verdens længste forsvarslinje i perioden 1888-1892. Sammen med en række forter og batterier udgjorde Vestvolden en forsvarslinje fra Avedøre i syd over Bagsværd og Lyngby Fort til Fortun Fort i Dyrehaven mod nord.
Men allerede ved krigsudbruddet i 1914 var man klar over, at nye langtrækkende kanoner kunne ramme København. Vestvolden lå kun 7 km fra Rådhuspladsen og erfaringer fra Belgien og Nordfrankrig viste nye kanoner med en rækkevidde på 14 km. Derfor besluttede man at opbygge et fremskudt forsvarsværn, nemlig Tunestillingen. Den skulle strække sig fra Mosede Fort ved Greve i syd til Veddelev ved Roskilde i nord. Tunestillingen var et meget moderne værn med især pigtrådsspærringer, skyttegrave, små bunkers (med plads til to rekylgeværskytter) og større gallerier (med plads til otte mand). Mosede Fort var Tunestillingens største anlæg.
Allerede i 1909 havde man besluttet at bygge Mosede Fort, fordi man frygtede en evt. landgang netop her, hvor Køge Bugt er dyb helt ind under land. Fortet blev imidlertid først påbegyndt i 1913 og stod færdig i 1916 midt under Første Verdenskrig.
Ca. 150 mand var på fortet og dets skyts bestod af seks store 12 cm haubitser samt fire 75 mm og fire 37 mm kanoner.
Fortet kom ikke i brug – dog brugte tyskerne det under 2. Verdenskrig, og efter krigen blev det brugt til først krigsfanger og siden flygtninge. Herefter har Hjemmeværnet brugt det, indtil Roskilde Amt i 1970 anlagde Mosede Strandpark, hvor fortet indgår. I dag arbejdes på at restaurere fortet.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er ikke egentlige ture ved fortet, men park og strand kan benyttes af alle. Det er muligt at gå rundt på fortet og i åbningstiden besøge udstillingen.
Vejbeskrivelse
<p> Mosede Fort ligger på Mosede Strandvej 91, 2670 Greve.</p><p> Fra Greve Rådhus køres ad Greve Centervej til Greve Strandvej. Fortsæt ad denne vej, der bliver til Mosede Strandvej. Fortet ligger ved den store rundkørsel.</p><p> Med tog vælges Karlslunde Station – fortet ligger ca. ½ km fra stationen.</p>
Fredningen og dens pleje
Fredningen af fortet skete i 1961 og 1972, hvor en lang række grunde blev underlagt bestemmelser om at der ikke måtte ske ændringer, men at arealet skal sikre offentligheden adgang til parkområde og fortet.
Greve Kommune arbejder på at Mosede Fort kan blive et museum. Planerne er åbning i 2014-2016.
Link til fredningskendelse
Mosede Fort , 1972
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelse
Greve Kommune
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Tlf: 43979797
Læs også
Folder: Om Mosede Fort
Hjemmesiden Mosede Forts venner