Urup Dam
Introduktion
Urup Dam ligger umiddelbart nord for Langeskov på Fyn og er en bred lavning, der præges af mosaikker af skov, krat, åbne kreaturgræssede enge, rørskove og smådamme. Under den stedvist tynde tørv findes et lag mosekalk. Den kalkrige tørvejord er forudsætningen for den store artsrigdom og forekomst af en ekstremrigkærsflora, som er særlig bevaringsværdig.
Fredning dækker 19,6 hektar og blev gennemført i Overfredningsnævnet i 1973 med henblik på at bevare den unikke flora. Mosen er privatejet og der er ikke offentlig adgang.
Den kreaturgræssede og artsrige del af Urup Dam fremstår som en flad og til tider vanddækket eng med lav og lysåben plantevækst. Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Urup Dam ligger omgivet af landbrugsjorder i bunden af et bredt og fladt dalsystem. Området afvandes af Skyllevandsrenden, der er en del af øvre Geelså, der har sit udløb i Odense Fjord. Gennem de seneste 200 år er tørven i Urup Dam brudt og udnyttet, hvilket har efterladt nu tilgroede tørvegrave.
Plantelivet
Urup Dam er en botanisk perle. Den skov- eller kratbevoksede del af Urup Dam præges af rødel , grå-pil , birk med islæt af enkelte større aske og ege . Desuden findes lave og tætte bevoksninger af korbær og hindbær . I de kreaturgræssede enge findes ekstrem-rigkær med særdeles sjældne arter som mygblomst , eng-ensian og sump-hullæbe . Desuden forekommer den kødædende plante vibefedt sammen med vild hør , eng-troldurt , vild kommen , hjertegræs og kødfarvet gøgeurt . Af mere almindelige planter kan nævnes skærmplanterne angelik og seline foruden kær- og kål-tidsel , sværtevæld og vandnavle . Blandt arter af star kan blågrøn star og almindelig star nævnes. I rørskoven, som domineres af tagrør findes desuden bevoksninger af hvas avneknippe og butblomstret siv . Endelig kan Urup Dam præstere kalkrige søer med kransnålalger og søpryd .
Mygblomst i Urup Dam
Orkidearten mygblomst findes kun 10-15 steder i Danmark og er en af landets sjældneste vildtvoksende planter. De mere end 300 planter i Urup Dam gør fredningen vigtig og den bidrager til at værne om en mærkværdig planteart. Et andet kendt voksested på Fyn er Maden på Helnæs. Begge steder synes bestanden af mygblomst at være stabiliseret eller i fremgang, som følge af den igangsatte plejeindsats. Mygblomst er på Habitatdirektivets liste over arter, som kræver udpegning af bevaringsområder og streng beskyttelse i EU’s medlemslande.
Mygblomst – meget sjælden – findes i kalkrige kær og væld.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
De udbredte krat i Urup Dam rummer et rigt fugleliv. Her er store bestande af gærdesmutte , solsort , løv- og gransanger, nattergal , bogfinke og musvit . I rørskoven træffes rørsanger og rørspurv og i hegnene gulspurv , stillits og tornsanger . Af store og markante fugle er rørhøg , som yngler i rørskoven samt grupper af rastende grågås . Desuden er ringdue en almindelig ynglefugl i krattet og gøgens kukken høres gennem hele forsommeren.
Rørhøgen på jagt over rørskoven. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Skyllevandsrenden, der glider gennem Urup Dam, blev formentlig anlagt med henblik på at sænke vandstanden og muliggøre tørvegravning. Udnyttelsen fandt sted fra sidst i 1800-tallet og op gennem første halvdel af 1900-tallet og toppede under 2. verdenskrig. Der har været planer om at indvinde mosekalken, som findes under tørven og skønnes at kunne give 25 ton kalk. Men udgifter og besvær med dræningsarbejdet oversteg udbyttet, og projektet blev skrinlagt. Umiddelbart øst for Urup dam ligger det fredede men svært beskadigede og overpløjede middelaldervoldsted Borrisholm.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Da jorden er privatejet er der ikke adgang til det artrige rigkær i fredningen. Men området kan overskues fra markvejen, der udgår fra Brabæk Huse midtvejs mellem Birkende og Urup. Markvejen strækker sig ned gennem Urup Dam og passerer Skyllevandsrenden.
Vejbeskrivelse
<p> Urup Dam er beliggende midtvejs mellem Birkende og Urup nord for Langeskov. Fra Brabæk Huse (GPS N 55° 23.201', E 10° 35.366') går en markvej ned gennem mosen.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00048bcf6e052c24546f5&ll=55.386132,10.587044&spn=0.034129,0.060081&z=13&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00048bcf6e052c24546f5&ll=55.386132,10.587044&spn=0.034129,0.060081&z=13&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Urup Dam </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Urup Dam blev på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening og Botanisk Institut ved Landbohøjskolen fredet i Overfredningsnævnet i 1973 for at bevare den unikke flora. Af kendelsen fremgår at området ikke må bebygges, beplantes, afvandes eller udsættes for kemisk behandling. Der er udbetalt erstatninger til de berørte lodsejere.
I overensstemmelse med kendelsen har Fyns Amt siden begyndelsen af 1980’erne foretaget rydninger. Der er desuden indgået aftaler om omlægning af agerjord til græsningsareal, vandstandshævning og afgræsning/høslæt. I dag er Urup Dam Natura 2000 område og naturplejen er underlagt Kerteminde Kommune. Nuværende trusler mod den sjældne flora er ophør af græsning, tilgroning og tilførsel af næringsstoffer via luft og drænvand.
Link til fredningskendelse
Urup Dam , 1973
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Kerteminde Kommune
Hans Schacksvej 4
5300 Kerteminde
Tlf: 65151515
Læs også
Miljøministeriet Natura 2000-område: Urup Dam, Brabæk Mose, Birkende Mose og Illemose