Ulbækhus
Introduktion
Ved Ulbæk ligger højdekurverne mere end normalt tæt. Det er den mest imponerende og kuperede del af Vejle Fjords nordkyst, der her folder sig ud. Absolut et besøg værd.
Landskabet
På nordsiden af Vejle Fjord, øst for forstaden Bredballe, ligger området med Daugårdstrand, Ulbækhus og Tirsbæk som et stort bynært udflugtsmål tilgængeligt for publikum.
”Brede bøge ved salten øster strand” er typisk for Vejle Fjord. De stejle, skovklædte kyster er rammen om fjorden. Udsigten er særlig flot ved Daugårdstrand, hvor fjorden slår et knæk. Herfra ses Vejle i bunden af fjorden og Trelde Næs på modsatte side, hvor fjorden munder ud i Lillebælt.
Plantelivet
Området er præget af de smukke løvskove, der står på nordsiden af Vejle Fjord. Flere steder løber småbække ned mod vandet og i skovene er eroderet dybe slugter og dale. Det er sket i forbindelse med isens afsmeltning i istiden.
De almindeligste danske træarter trives usædvanligt godt i disse østjyske fjordskove. Hovedparten af træerne er bøg . Elm , avnbøg , tjørn , bævreasp , selje-pil og kristtorn ses også i skovene og vedbend slynger sig op ad træerne hist og pist. De fleste af skovene drives som lystskove og det betyder at skovdriften er nænsom og tilrettelagt efter skovgæsternes ønsker.
Hvid hestehov vokser langs vandløb og kildevæld. Stor frytle , skov-svingel , vorterod , krybende læbeløs og såvel gul som hvid anemone trives i skovene.
Dyrelivet
I skovene folder dyrelivet sig ud. Flere af kystskovene ligger på kuperet terræn. Her er grævling , ræv og rådyr blandt de større dyr, men også stor flagspætte , krager , alliker og råger bygger reder i disse skove.
Langs Vejle Fjord kan man finde strandens fugle. Nogle steder piler den store præstekrave rundt og strandskader holder også til langs kysten. Om vinteren kan iagttages rastende dykænder på fjorden.
De mange vandløb og bække der løber gennem skovene og ud i fjorden har medført bygning af mange omløbsstryg, som sørger for, at havørreder kan svømme forbi vandmøller og gyde i åerne ovenfor.
Kulturhistorie
Det 80 m høje kystlandskab virker overvældende. Vinkelret på kysten kløver dybe dale sig vej op mod landsbyerne i det fladere bagland. Bæk og Å har siden istiden skåret sig vej fra kilde til fjord og skabt naturvandløb, typiske for Vejle-egnen og enestående i Danmark.
Godser og møller præger nordstrandens sparsomme bebyggelse. Tirsbæk Gods og Rohden Gods ligger nærmest fjorden. Længere inde i landet, hvor faldet er størst, ligger vandmøllerne i Tirsbæk og Rohden Å.
Ved Tirsbæk og Ulbækhus kan man stadig se de gamle traktørsteder for fjordbådene. Rutesejladsen er væk nu, hvor vi alt for gerne bruger egen bil og båd for at komme i naturen. Vejle-fjordskoven viser også sit ansigt ved kysten, og enkelte små sommerhuse holder luft i Dannebrog. Fiskerlejet Daugårdstrand er gammelt levested for havbønder. I dag er fiskeriet et bierhverv og en fritidsfornøjelse.
Bredballe – og andre baller – som er jævnt stigende forhøjninger i terrænet – er typiske for kystlandskabet. Ved Daugårdstrand er ballerne skovløse og uden tæt villabebyggelse, og afslører derfor sine dramatiske former. Fjordlandskabet er dannet af en kæmpe smeltevandsflod, som neden under istidens vældige ismasser løb vestpå mod isranden og den vestjyske hedeslette. I kystklinterne ses sand- og leraflejringer fra endnu ældre landskabsdannelser.
Ture og seværdigheder
Download kort og turmulighed (PDF-fil)
Ved Ulbækhus kan der parkeres lige overfor det tidligere børnehjem, der i dag er udstykket til privatboliger. Herfra kan man vandre ad en gul markeret rute, der fører mod nord og senere sydøst ned gennem Ulbækdalen.
En rød rute kan udgå nede ved fjordbredden. På opsatte informationstavler er det muligt at læse mere om vandremulighederne i dette område.
Vejbeskrivelse

Fra motorvej E 45 tages afkørsel 69. Herefter fortsættes ad rute 23 mod Juelsminde. I Assendrup følges skiltningen til Ulbækhus.

GPS-koordinater for P-plads nærmest fjorden:
N 55  o  42.788' E 09  o  40.210'

Vis  Ulbækhus  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Ulbækhus, 71 ha, fredet 1971
Det lokale Fredningsplanudvalg rejste fredningssagen i 1967. Den begyndte, fordi en lokal landinspektør ønsker at udstykke 14 byggegrunde til helårshuse i dette i forvejen ret tæt bebyggede område ved Ulbæk.
Fredningsplanudvalget foreslår, at det daværende Vejle Amt nedlægger et forbud mod denne udstykning. Hvis det ikke sker, vil udvalget rejse en fredningssag.
Amtsrådet er enige i, at det strider mod forsvarlig og hensigtsmæssig udvikling at opføre 14 helårshuse. Da der er tale om tidligere fredede arealer, bør fredningslovgivningen anvendes som styringsredskab i denne sag.
Fredningsområdet ved Ulbækhus beskrives af amtsrådet som en smuk, kuperet skrænt ved Ulbækdalen. Det er et smukt og kuperet højdepunkt med fin udsigt over de øvrige fredede arealer ved Daugårdstrand og helt til Vejle Fjords sydlige skræntpartier. En bebyggelse vil skæmme området voldsomt.
Fredningen gennemføres og området må herefter ikke ændres væsentligt. Arealet med løvskov må ikke ændres til nåleskov. Gående færdsel skal sikres i det fredede område.
Link til fredningskendelse
Ulbækhus , 1971
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Vejle Kommune
Skolegade 1
7100 Vejle
Tlf: 76810000
Læs også
Miljøministeriet Natura2000-område: Skove langs nordsiden af Vejle Fjord
Folder: Daugård Strand – Tirsbæk og Ulbækhus