Stensbjerg
Introduktion
Nord for Orø kirke i Bybjerg ligger en ejendommelig langstrakt bakke Stensbjerg. Her findes øens højeste punkt (28 meter over havoverfladen) med en storslået udsigt over Isefjordslandskabet. Bakken er fredet for at beskytte de arkæologiske værdier, den rummer. Samtidig er den et markant landskabselement, som ses vidt omkring på Orø.
På toppen af Stensbjerg er udgravet fundamentet til en 20 m lang og 12,5 m bred bygning med 1,5 m tykke mure. Det fortælles, at bakken tidligere har rummet en borg – Dronning Margrethes Slot – og at den magtfulde dronning, som med Kalmarunionen (1397) forenede Norge, Sverige og Danmark, skulle have opholdt sig på øen i perioder sammen med sin søn Oluf.
Fortællingen er sandsynlig, men kan ikke verificeres. Om hun har følt sig tilfreds med opholdet vides heller ikke. Det er derimod et faktum, at hun pantsatte øen 17. december 1375 sammen med Holbæk- og Merløse Herreder.
Hvis man vil nyde udsigten fra Stensbjerg, kan man parkere bag Orø kro. Her findes indgangen til den græsningsfold, hvori Stensbjerg ligger. En trampesti fører op til toppen med fredningsstenen og et lille informationsskilt.
Blomsterne står i fuldt flor på Stensbjerg.
Foto: Finn Bjerregaard
Landskabet
Stensbjerg er en grusbanke – nogle mener en del af en ås – som strækker sig nord-syd umiddelbart nord for Orø kirke. Udsigten er i klart vejr imponerende.
Fredningen sikrer, at banken og omgivelserne afgræsses, så konturerne ikke sløres af beplantning. Arealet er gødet og rummer en botanisk uinteressant flora, men fremtræder attraktivt, når mælkebøtter i foråret og høstborst i efteråret farver bakken gul.
Kulturhistorie
I forbindelse med fredningssagen har Rigsantikvaren (ved Fredningsstyrelsen) oplyst, at Stensbjerg må anses for en borgbanke, hvor ret detaljerede beskrivelser fra 1800-tallets begyndelse beretter om fundamenter til en firkantet 20×12,5 meter stor bygning omgivet af 2-3 m høje jordvolde, som siden er udjævnet (pløjning). Der blev stadig i 1920’erne oppløjet munkesten på toppen af banken. I 1873 fandt man på østsiden af bakken en middelalderlig teglovn sammen med brudstykker af ornamenterede teglfliser af samme type som også kendes fra Orø kirke. Kirken menes at stamme fra 1100-tallet.
Det anses for sandsynligt, at borg og borgbanke har været en del af det varslingssystem med strategisk placerede bavnehøje, som menes at have beskyttet Lejre og Roskilde.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Vestsjællands amt har sikret offentligheden adgang til borgbanken ad en trampesti med indgang lige bagved kroen. Turlængde: ca. 0,6 km. Besøg også Orø museum, der ligger i øens tidligere fattighus.
Vejbeskrivelse
<p> Tag enten færgen til Orø fra Holbæk Havn eller trækfærgen fra Hammer Bakker i Hornsherred. Følg skiltningen til Bybjerg og find Orø Kro, Bygaden. Bag kroen fører stien op på Stensbjerg.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00049266199d2d616b6eb&ll=55.76938,11.807213&spn=0.008449,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00049266199d2d616b6eb&ll=55.76938,11.807213&spn=0.008449,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Stensbjerg </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Stensbjerg, 40 ha, 1979
DN og Rigsantikvaren (Fredningsstyrelsen) fremsatte i fællesskab i 1974 forslag om fredning af bakken Stensbjerg med omgivelser – i alt 45 ha. Årsagen var, at en lodsejer havde påbegyndt grusgravning i bakkens nordlige ende, og at der dermed var risiko for at miste arkæologiske værdier under jordniveau. Ønsket var, at sætte en stopper for grusgravningen og samtidig sikre borgbanken som landskabselement med uforstyrret udsigt over de nærmeste omgivelser. Under fredningsnævnets behandling af sagen kom det frem, at en lodsejer var i gang med en sommerhusudstykning i den nordlige del af området.
Nævnet besluttede at udtage denne del af fredningen, men i øvrigt at frede området med bestemmelser om forbud mod bebyggelse, terrænændringer og tilplantning – og for Stensbjergs vedkommende tillige forbud mod dyberegående jordbearbejdning.
Der åbnes desuden muligheder for, at fredningsmyndighederne kan aftale evt. adgangsmuligheder for offentligheden til Stensbjerg og evt. pleje til opretholdelse af naturtilstanden uden udgifter for ejeren.
Et ønske om at udtage et mindre areal af fredningen for at sikre Stensbjerggårds udvidelsesmuligheder, blev ikke imødekommet af nævnet, men efterfølgende accepteret af Overfredningsnævnet.
Området græsses, og naturpleje har ikke været nødvendig.
Link til fredningskendelse
Stensbjerg , 1979
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Holbæk Kommune
Kanalstræde 2
4300 Holbæk
Tlf: 72363636
Læs også
Orø trampestier : Folder over trampestierne kan også købes på turistkontoret.
Richard Hansen: Orø – før og nu