Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane
Et stort og sammenhængende samt offentligt tilgængeligt natur- og parkområde i byen.
Introduktion
Fredningsområdet består af to sammenhængende parker, Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane på i alt ca. 58 ha. Aalborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening har med fredningen ønsket at fastholde og udvikle byens parker som offentligt tilgængelige natur- og parkområder, og samtidig forhindre, at der sker inddragelse af parkerne til byfortætning.
Landskabet
Parkerne ligger på et stærkt skrånende terræn, hvor der fra det højeste punkt ved observatoriet til det laveste punkt mod øst er en niveauforskel på over 20 meter.
Parkernes udtryk spænder vidt, fra kultiveret havepræg i Sohngårdsholmparken til et varieret naturpræg på Den Gamle Golfbane.
Plantelivet
I parkerne findes både bøgeskov og store sammenhængende overdrevsarealer, der ikke har været under plov siden 1938. Der har derfor udviklet sig en høj biodiversitet, især inden for Den Gamle Golfbane.
De fleste overdrevsarter er knyttet til surbund og findes på de højest beliggende græsarealer med karakteristiske planter som Knold-ranunkel, Mark-frytle, Bidende ranunkel, Kortnet stenbræk, Vellugtende gulaks og Alm. syre. Men der forekommer også arter som indikerer kalkbund, bl.a. Stor Knopurt og Dunet havre.
Dyrelivet
Områdets varierede flora er grundlag for et rigt insektliv, og der er blandt andet registreret arter som isblåfugl, seksplettet køllesværmer, femplettet køllesværmer, grøn køllesværmer og blåhatjordbi.
Kulturhistorie
Sohngårdsholmparken blev anlagt i 1959-60 som en bypark med blomsterbede, græsplæner, rulleskøjtebaner, mødepladser, toiletter mv., og i 1984 kom en fin samling af paradisæbler til, i alt 300 træer af 120 forskellige, som gør det til en af Europas største samlinger.
I 1968 flyttede golfbanen ud af byen, og området blev udlagt til rekreativt naturområde, og områderne har gennem tiden været benyttet til mange forskellige aktiviteter som f.eks. flyveopvisninger, skydebane, militær øvelsesplads og udstillingshaver.
Fredningen og dens pleje
Formålet med fredningen er bl.a. at sikre området som et offentligt tilgængeligt natur- og parkområde, at sikre den biologiske mangfoldighed på Den Gamle Golfbane og at sikre de kulturhistoriske, havearkitektoniske- og rekreative værdier.
Parkernes drift og pleje reguleres efter en plejeplan, og driften på Den Gamle Golfbane skal generelt øge den biologiske mangfoldighed.
Fredskovsarealet inden for Den Gamle Golfbane skal henligge som urørt skov.
Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane