Saruppladsen

Det var først i 1967, man fandt de første tegn i jorden på, at der fra gammel tid har stået et kæmpemæssigt palisadehegn med over 1300 hegnspæle af egestammer – det, der siden er blevet kaldt Saruppladsen – et samlingssted for de døde ånder. Siden hen begyndte arkæologer at udgrave dele af området og herigennem har vi fået en betydelig viden om dødekult i bondestenalderen – en viden der rækker langt uden for Danmarks grænser og har gjort Saruppladsen berømt. ”Saruppladser” er blevet den internationale betegnelse for alle samtidige kultpladser.

Sådan kan man forestille sig Saruppladsen har set ud.

Akvarel: Fra Moesgaard Museum

Saruppladsen er en oval-formet indhegning med et 600 m langt hegn, 3 m i højden og omfattende i alt 8,5 ha. Der var én, smal indgang med en bredde på 1,6 m. Inden for palisaden har man kun gjort få fund og hvordan de religiøse ritualer har været udført, kan vi kun gisne om.

Men lige udenfor palisadehegnet havde man nogle midlertidige grave – de såkaldte systemgrave – hvor ligene lå formentlig indtil kødet var rådnet bort. Herefter blev udvalgte knogler bragt ind bag palisadehegnet – til de døde sjæles landsby. Men det er her, foran hegnet, at arkæologer har gjort de mange fund. Systemgravene var 25 m lange, 5 m brede og 2 m dybe. I disse grave er der udover begravelser blevet foretaget ofringer af lerkar, økser og dyr. Man har fundet over 40.000 genstande, så Saruppladsen er en af de mest veldokumenterede samlingspladser fra bondestenalderen i Europa.

Hver gang, man gik ud og ind af indhegningen eller måske rørte ved de døde, hellige knogler var det nødvendigt at bringe et offer for at rense sig. Indgangen var så at sige tærsklen mellem livet og døden, mellem de levende og forfædrene.

Saruppladsen består i virkeligheden af to hegn fra hver sin tidsperiode. Sarup I er fra ca. år 3.400 f.Kr., mens Sarup II er fra ca. år 3.250 f.Kr. Denne yngre indhegning var kun 1 m høj og dækkede kun et areal, der var en tredjedel af Sarup I. Men funktioner på de to pladser var nogenlunde ens.

Omkring 3.500 f.Kr. begyndte man at opføre store stenbyggede gravmonumenter, dysser og jættestuer, på markante steder i landskabet. Ved gravene blev sat madofre i fine lerkar til slægtens forfædre. På udvalgte steder anlagde man store pladser, som Sarup, hvor et større områdes befolkning mødtes og udførte religiøse ritualer. Arkæologer mener, at pårørende til en død ved en begravelsesfest flyttede den afdødes knogler fra de dødes landsby til disse nye jættehøje.