Ryes Skanser
Introduktion
General Ryes Skanse, beliggende på sydsiden af den smalle landtange, der forbinder Helgenæs med Mols, er i dag et yndet udflugtsmål. Området er et besøg værd. Her er fine udsigter, en imponerende skanse med tilknyttede beretninger fra dansk krigshistorie og spændende flora og fugleliv. På klare dage er udsigten over det omliggende landskab fantastisk. I nord ses Mols Bjerge kronet med Trehøje, og tæt ved skansebakkens fod strækker Dragsmur sig på tværs af tangens smalleste sted. Mod vest er der udsigt ud over Begtrup Vig med fuglerige strandenge, sandtanger og sandøer omkring Rønnen og Stavsøre. I syd rejser morænelandskabet Helgenæs sig op mod det 99 meter høje Ellemandsbjerg. Og mod øst overskues Ebeltoft Vig med Ahlhage og vindmølleparken ved Ebeltoft Færgehavn.
Det fredede område er velegnet til familietur med picnic, her er gode badestrande ud mod Ebeltoft Vig og et dejligt åbent landskab, men husk at tage dit affald med dig hjem.
Ryes Skanser skal besøges inden man fortsætter til Helgenæs. Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Området mellem Mols og Helgenæs præges af den smalle landtange, der adskiller Begtrup Vig fra Ebeltoft Vig. Begge vige er inderlavninger dannet af istunger under det østjyske isfremstød i Istidens sidste fase. På selve landtangen danner små morænebanker en smuk formation. Ormbjerg og Ryes Skanse rejser sig som de højeste godt 20 meter over havet. Det laveste og smalleste sted umiddelbart nord for Ryes Skanse var i Oldtiden havdækket. Siden har en landhævning blotlagt tangen og forbundet Mols med Helgenæs. På kysten findes mange forskellige typer af strandsten, heriblandt ledeblokke tilvejebragt af isfronter fra både Sverige og Østersøen.
Plantelivet
Det fredede område nord for General Ryes Skanser er træløst, lysåbent og kuperet. Umiddelbart nord for skansen ligger en række småbakker, hvor jordbunden er næringsfattig, sandet og stedvis kalkholdig. Dette giver vilkår for en artsrig flora af tørketålende og kalkyndende plantearter. Bl.a. forekommer voldtimian , mark-tusindgylden , hjertegræs , knoldet mjødurt og bakketidsel . På kalkfattige og sure jordpartier findes gul evighedsblomst , håret høgeurt , mark-krageklo , sandskæg og den lille græsart tidlig dværgbunke . I de lavere dele mellem morænebankerne vokser en mere næringskrævende flora, som omfatter vild gulerod , stor og almindelig knopurt , eng-brandbæger , slangehoved og hvor jorden er vandmættet er kattehale registreret. Landskabet er ganske træløst. Langs strandende findes en uberørt flora med strandkål , strandarve , strand-mælde , strand-bede og marehalm . Klynger af strand-manstro danner nogle steder meget smukke bevoksninger.
Dyrelivet
Også fuglelivet er en oplevelse i det kystnære landskab omkring Ryes Skanse. I både forårs- og efterårsmånederne passerer trækfugle i stort tal. De ynder at flyve længst muligt over land og passerer derfor landtangen under deres rejse gennem det østlige Jylland. Blandt trækkende rovfugle kan nævnes sjældne arter som havørn , lærkefalk og vandrefalk . Hvepsevåge og musvåge kan passere i stort tal. Gennem vintermånederne opholder flokke af ederfugl , svartbag , sølvmåge og almindelig ryle sig langs kysterne eller på åbent vand. I sommerhalvåret præges fuglelivet af stedets og omegnens ynglefugle. Sanglærke , gulspurv , engpiber , tornirisk og tårnfalk iagttages over land, mens ederfugl , gravand , strandskade , splitterne , havterne , sølvmåge og svartbag fra strandengene og Rønnen ved Begtrup Vig ses ved kysterne. Mursejler og de tre svalearter jager i dagtimerne insekter i luften over Ryes Skanse og skarv fra de østjyske ynglepladser ses ved kysten næsten året rundt. I de tørre bakker omkring Ryes Skanse lever både mark- og skovfirben . Af pattedyr forekommer både ræv og grævling . I havet er spætte sæl iagttaget få gange.
Kulturhistorie
General Ryes skanser på sydsiden af den smalle landtange, som adskiller Helgenæs fra Mols stammer fra Treårskrigen mod tyskerne i 1848-50. Skansen stod færdigbygget i foråret 1849. Skanseanlægget kom aldrig i direkte kamp, men fungerede en kort tid som brohoved for transport af tropper og materiel til slaget om Fredericia i juni 1849, hvor danskerne trods store tab vandt. På bakkens højeste punkt var dengang en åben skanse med seks kanoner. Mod vest et brystværn til to kanoner. Og mod øst ud til Ebeltoft Vig var en zig-zag formet jordvold med fire kanoner til forsvar af stranden. Oprindelig lagde Frederik VII navn til skansen, men efter slaget ved Fredericia, hvor general Olaf Rye faldt, blev navnet ”Frederiksskansen” efterhånden erstattet med det nutidige navn ”General Ryes Skanse”. En mindesten over general Rye står i dag på toppen af skansen.
Umiddelbart nord for Ryes Skanse strækker Dragsmur sig på tværs af tangens smalleste sted. En beretning fra 1600-tallet hævder, at diget er opført af Marsk Sig Andersen, som senere blev fredløs og nedsatte sig som falskmønter på Hjelm. Men diget kan også være et kongeligt vildtbanehegn eller et skel mellem Vistoft Sogn og Helgenæs Sogn. I 1996 var området genstand for projekt ”Vikingernes færd over Draget mellem Mols og Helgenæs. Projektet bestod af et vikingeskib skulle trækkes på ruller over Draget.
Ture og seværdigheder
Download kort og turmulighed (PDF-fil)
Fra P-plads gemt i et krat af skovfyr ved Olaf Ryes Vej, viser afmærkning gæsten op ad en stejl trappe til Ryes Skanse (1). Området byder på fantastiske vandreture langs kysterne af Begtrup Vig og Ebeltoft Vig. Der er ikke afmærkede stier, men da landskabet er åbent er det let at orientere sig. Nord for Ryes Skanse ligger Dragsmur (2), en lav vold af sten og jord på tværs af landtangen. Kaffen på Restaurant Galejen (3) ved Ormebjerg kan anbefales. Arealer på nordsiden af Begtrup Vig ved Rønnen (4) må ikke besøges i fuglenes yngletid fra 1. marts – 1. juli. Respekter opsatte skilte.
Vejbeskrivelse
<p> P-plads ved Olaf Ryes Vej (GPS N 56° 9,637' E 10° 31,953'). Adgang i bil og på cykel fra landevejen på Mols. Følg skiltene mod Helgenæs og siden General Ryes Skanse.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004746223015c6e8e10c&ll=56.164073,10.532842&spn=0.008364,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004746223015c6e8e10c&ll=56.164073,10.532842&spn=0.008364,0.01502&z=15&source=embed" style="text-align: left; color: #0000ff"> Ryes Skanser </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Fredningssagen om Ryes Skanser blev indledt i Fredningsnævnet i februar 1946 og sluttede med kendelse i Overfredningsnævnet den 10. juli 1946. Sagen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening med henblik på at bevare Ryes Skanser og Dragsmur. Århus Sten- og Gruskompagni og de lokale gårdejeren protesterede mod fredningen, som ville gøre deres gamle tilladelse til råstofudnyttelse vanskelig. I redegørelsen fra Århus Sten og Gruskompagni angives at Dragsmur ikke er et fortidsminde, da man ikke kender murens historie. Desuden havde ejerne udarbejdet en udstykningsplan for området.
I kendelsen angiver Overfredningsnævnet, at stedet har historisk og landskabsetisk værdi og området skønnes at være af værdi for offentligheden. Endvidere hedder det, at området ved Dragsmur og Ryes Skanser skal bevares uforandret i sin naturtilstand og eksisterende bebyggelse må kun ændre efter indhentning af godkendelse fra Fredningsnævnet. Der er udbetalt erstatninger til lodsejerne.
Link til fredningskendelse
Ryes Skanser , 1946
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Syddjurs Kommune
Hovedgaden 77
8410 Rønde
Tlf: 87535000
Læs også
Folder: Skanser på Helgenæs
Vandretursfolderen Helgenæs udgivet af Skov- og Naturstyrelse og Århus Amt