Ørnsø
Introduktion
Foran kunstcentret Silkeborg Bad ved bredden af Ørnsø står en stor bronzefigur af en fiskeørn med hævede vinger og en gedde i kløerne. Det er et meget passende symbol for stedet, for både fiskeørnen og havørnen kommer undertiden på besøg ved søen. Besøger man søen om efteråret, kan man være heldig at se en masse stære lege sort sol. Den idylliske og bynære sø er omgivet af skov på flere sider.
Ørnsø får bl.a. sit vand fra Arnakkekilden. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Ørnsø er en af de mange søer der ligger omkring Silkeborg, men den adskiller sig fra de fleste af dem. Mens de andre større søer er en del af Gudenåen, eller får deres vand fra den, så får Ørnsø næsten al sit vand fra Funder Å i vest og Arnakkekilden i syd, som igen får vand fra grundvandet. Vandtilførslen til åen og dermed til søen er derfor meget stabil hele året.
I sydenden af søen ligger nogle moser og småsøer. I nordsiden kommer et lille tilløb fra Pøtsø via en gravet kanal. Ørnsø har sit afløb via Lyså til Silkeborg Langsø og derigennem til Gudenåen.
Ørnsø har et vandareal på cirka 45 hektar og en middeldybde på 4 meter, mens den maksimale dybde er 10,5 meter. Vandet i den næringsrige sø er noget påvirket af de mange dambrug i Funder Å, hvoraf nogle nu er lavet om til fiskesøer.
Plantelivet
Fra søens bredder kendes planter som kærmysse , der kan forekomme i så store bestande at de danner hængesæk ud i vandet og breder sig ind over land. Almindelig kohvede , tue-kæruld og koralrod forekommer også. Sidstnævnte er en lille orkidé, der er fredet.
Visser steder er der en flot ellesump med rødel , pil , ask og birk , samt urter som gul anemone , milturt og skov-skræppe . Andre står der store flotte bøge , enkelte ege , kristtorn og fuglekirsebær . I parken ved Silkeborg Bad findes en del såkaldte parktræer, som den store, flotte lind nær indgangen. Ved næsten 100 træer rundt i parken er der opsat skilte, som fortæller lidt mere om pågældende træs naturhistorie eller baggrunden for, at netop dette træ står her.
Dyrelivet
Ørnsø er en rigtig god ørredsø fordi den får vand fra Funder Å, hvilket betyder at vandtemperaturen er relativt lav i sommermånederne – noget ørreder sætter pris på. Ud over ørrederne – regnbueørreder (fra dambrugene) samt bækørred – har søen en god bestand af gedder , aborrer , sandarter og knuder. Om vinteren kan der drives et spændende fiskeri efter store knuder, som da gyder på dybt vand. Det sker blandt andet ud for den gamle kuranstalt.
Søen og de nærmeste omgivelser rummer også et rigt fugleliv. Om efteråret, især i midten af oktober, kan man opleve ”sort sol”, som det kaldes, når fugle flyver i meget store og tætte formationer, før de lander og hviler for natten. Fiskeørnen og havørnen ses fiske i søen, og det samme gælder isfugl og fiskehejre .
Blandt søens ynglefugle kan nævnes toppet lappedykker , knopsvane , grønbenet rørhøne og rørsanger . I krattene larmer nattergalene om foråret. Blandt vinterhalvårets rastefugle ses pibeand , krikand , troldand og stor skallesluger , samt mudderklire og sangsvane .
Kulturhistorie
I et parkområde ved søen ligger KunstCentret Silkeborg Bad i nogle smukke og særprægede bygninger, der tidligere rummede en kurbadeanstalt. Hovedbygningen er en flot, gul, toetagers bygning fra 1883. Den blev oprindelig tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup, men ombygget i sin nuværende nyklassicistiske stil af arkitekt A. Høeg-Hansen. Skovvillaen fra 1885 er tegnet af Anton Rosen, mens Vilhelm Dahlerup også står bag Societetshuset og den rødmalede Søvilla. Her afholdes skiftende udstillinger, og i parken står en række spændende skulpturer.
Ved siden af ligger Arnakkekilden, der afgiver 750.000 liter kildevand i døgnet. Kilden har et højt jernindhold, springer med en konstant temperatur på 7 grader og var årsag til, at man grundlagde kuranstalen. Kilden leverer vand til Carlsbergs kurvandsprodukter. Det nuværende anlæg omkring kilden er fra 1929 og blev renoveret i 2006-7.
Under 2. verdenskrig overtog den tyske værnemagt kuranstalten og anlagde desuden 12 store betonbunkere, der sammen med 30 mindre betonanlæg udgjorde det tyske militære hovedkvarter i Danmark fra 5. november 1943 til 6. juni 1945. Silkeborg Bunker Museum er indrettet i en mandskabsbunker og indeholder en større samling af våben, uniformer, udrustningsgenstande og en masse andre ting.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er almindelig adgang til det fredede område, men reelt kan man kun færdes på stier og skovveje ved søen. Der er dog aktuelle planer om at anlægge en vandresti hele vejen rundt om søen, så de sumpede områder ved Funder Å også kan besøges. Har man lyst til at smide krogen ud i søen, kan dagkort købes på Silkeborg Turistbureau.
Turforslag
Ved parken omkring KunstCentret Silkeborg Bad kommer man tæt på søbredden. Nord for søen går en (til tider lidt våd) sti fra Gjessøvej til Herningvej.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade ovenfor.
1. Kanalen. Ved den gravede kanal mellem Pøtsø og Ørnsø kan man være heldig at se isfuglen.
2. Silkeborg Bad. De smukke bygninger har haft en omtumlet tilværelse som kursted, militært hovedkvarter, flygtningelejr og kunstcenter i løbet af sin mere end 100-årige historie.
3. Arnakkekilden. En naturlig kilde, der har et højt jernindhold og en vandmængde på 750.000 liter i døgnet.
4. Bunkermuseum. Indrettet i en mandskabsbunker og indeholder våben, uniformer og andre ting fra 2. verdenskrig.
5. Ørnsø. Næringsrig sø med et vandareal på 43 hektar og en dybde på op til 10,5 meter.
6. Funderholme. De fredede enge huser en del ynglende og rastende vandfugle. Både nattergal, græshoppesanger og kærsanger høres fra krat og rørskov.
Vejbeskrivelse

Fra Silkeborg Station tager man vestpå til Søndre Ringvej og fra den ind på Gjessøvej, eventuelt til P-pladsen ved Silkeborg Bad.

Offentlig transport
Tog til Silkeborg fra Skanderborg eller Herning. Bybus 17 har stoppested ved stationen og ved Silkeborg Bad.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen ved Silkeborg Bad.

Fredningen og dens pleje
I 1980 blev cirka 13 hektar nord og vest for Ørnsø fredet. Formålet var at bevare områdets planteliv og det betydelige fugle- og insektliv. Blandt andet for at det kan tjene de forsknings- og undervisningsmæssige interesser, der i geologisk henseende knytter sig til området, men naturligvis også for at give befolkningen adgang til området.
Link til fredningskendelse
Ørnsø , 1980
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg
Tlf: 89701000