Der ligger en hel del småfredninger i området:
Sønderborg Kommune:
I den sydlige del af byen Rinkenæs er flere arealer syd for landevejen fredet af hensyn til udsigten mod fjorden.
Brændstoft-fredningen : Syd for Overby strækker Brændstoft-fredningen sig fra landevejen og helt ned til kysten. 0,68 km², 1962. Fredningen ligger mellem vejen, der går fra Fjordvej og ned til Stranderød. Og mod øst er grænsen fra hovedvejen til Sandager. Det er ikke muligt at beplante eller bebygge det fredede område. Det må kun anvendes som jord i almindelig landbrugsdrift.
Ved kysten løber en del af den 67 km lange Gendarmsti, der går fra Padborg til Høruphav på Sydals.
Inde i fredningen ligger et mindre lejrskoleområde , der blev fredet i forbindelse med den store fredning af landskabet.
Bækken Skovskrænt : Skovskrænt ved Rønshoved Bugt, ”Bækken Skovskrænt”, fredet 1923, uoplyst areal, men ganske lille. En skovskrænt lige vest for Knudsmade, blev fredet, og ejeren af det lille areal fik en engangserstatning på 600 kr. Træerne på skrænten skal bevares, og en ny opvækst skal fremmes på det afdrevne areal.
Munkemøllefredningen , 11,5 ha, 1930.
Det var to mænd, der ejede det fredede område, der ligger på begge sider af åen i en bredde på 50-60 meter, mellem den gamle dæmning ved Munkemølle til udløbet i fjorden. Her lå frem til 1945 en gammel mølle, der blev anlagt af munkene på Ryd Kloster, det nuværende Glücksburg på sydsiden af jorden. Af den oprindelige Munkemølle er der ingen spor tilbage. Siden fredningen er mølledammen blevet reetableret.
Aabenraa Kommune:
Bækken-fredningen , 155 ha, 1980.
Det kuperede, fredede område, der ligger ind over kommunegrænsen i Sønderborg Kommune, er et typisk østjysk morænelandskab fra tiden efter sidste istid. Området virker tiltrækkende for såvel turister som folk, der har slået sig ned i dette område.
For at sikre lokalbefolkningens brug af fredningen og herunder de mange udsigter ud over fjorden, er en del arealer fredet helt tilbage fra 1920’erne.
Bækkenfredningen er det største element i mosaikken af fredede områder langs denne kyststrækning ned til fjorden. Landskabet omkring Keldbjerg, Bækken, Munkemølle og Knudsmade er et geologisk, botanisk og ferskvandsbiologisk interesseområde, og der er særlig vægt på den langstrakte Munkemølleslugt, der ligger som en særdeles markant erosionsdal, der strækker sig fra Keldbjerg til fjorden. På Knudsmade er et flot eksempel på en tilgroningskyst.
Fredningen indebærer, at der udover Gendarmstien, sker en udbygning med andre stier. Det skal være muligt at vandre længere og kortere rundture og gerne fra fredning til fredning. Der skal også anlægges flere, mindre P-pladser.
Link til fredningskendelser
Brændstoft , 1962
Benniksgård , 1992
Munkemølle , 1930
Bækken Skovskrænt, 1923
Bækken , 1980