Lien

Den fredede indlandsskrænt, Lien, strækker sig fra Harrerenden ved Lønstrup i syd til klitområdet ved Kærsgård Strand mod nord. For 5-7.000 år siden var Lien en kystklint ud mod Stenalderhavet. Landhævningen og havaflejringer har senere skabt det flade forland, som i dag er tæt bebygget med sommerhuse.

Vendsyssel består overordnet af 3 landskabstyper: 1) morænebakkedannelser fra istiden, 2) yoldiafladerne, som er hævet havbund fra det senglaciale Ishav (Yoldiahavet) og 3) litorinafladerne, som er hævet havbund og havaflejringer fra det noget yngre Stenalderhav (Litorinahavet). Navnene yoldia og litorina refererer til hhv. en musling og en snegl, som levede i de to have, og som i dag kan findes i jordlagene. De 3 landskabstyper er mange steder lette at identificere. Ved Lien ser man således litorinafladen mellem skrænten og havet, mens yoldiafladerne breder sig oven over skrænten, typisk i en højde af 20-30 meter over havoverfladen. Højest hæver morænebakkerne sig; på vej mod Lønstrup kan eksempler ses i form af Rubjerg Knude, Vennebjerg Bakke og Børglum Bakke.

Omkring Liver Å’s udmunding fortoner den markante skrænt sig; den drukner så at sige i klitter. Men allerede ud for Tornby Klitplantage 1-2 km længere nordpå bliver den igen tydelig. Mod syd er den naturlige fortsættelse af Lien den 12 km lange Lønstrup Klint. Her er ikke dannet litorinaflade neden for klinten som ved Lien; i stedet finder der en kraftig erosion sted (se beskrivelsen af fredningen ”Rubjerg Knude og Mårup Kirke).

Lien er furet af mange regnkløfter og gennemskæres af et par mindre vandløb, Knoldebæk og Hunderup Bæk. Skrænten græsses af kvæg og heste, og der er fine mønstre af de såkaldte fårestier, som opstår ved udskridning af jord, somme tider ved dyrenes hjælp. Store dele af skrænten er dog dækket af krat af havtorn, hyld o.a.

De såkaldte fårestier ses tydeligt på bakkerne.

Foto: Eigil Torp Olesen