Klintebjerg og Fladvandet
Introduktion
Klint Bakker er et spændende morænelandskab fra istiden. Der er kalk og flint i undergrunden, gode muligheder for motion og pragtfulde udsigter!
Klintebjerg byder på mange forskellige naturoplevelser inden for få kilometers afstand. På en times tid kan man nå at opleve så forskellige naturtyper som stenstrand, skov, strandeng, mose og overdrev med græssende geder – og med lige så stor variation i plante- og dyreliv.
Det bakkede landskab, som også kaldes Klint Bakker, var i stenalderen en ø i Kattegat. Fra Klintebjergs 34 meter høje udsigtspunkt på kanten af det tidligere kalkbrud er der panoramaudsigt til nordkysten af Odsherred på hele tre sider. I klart vejr kan man se til Hesselø og en sjælden gang til Nordsjælland.
Landskabet
Geologisk set adskiller Klint Bakker sig fra det øvrige Odsherred. Bakkerne består af smeltevandsgrus med store mængder af kalksten, som er bragt til Odsherred fra Skåne under sidste istid.
I stenalderen for ca. 8.000-6.000 år siden nåede vandstanden i havet sit højeste niveau. Fra at være en ø i Kattegat er Klint Bakker blevet landfast med det øvrige Odsherred. Landhævningen ses tydeligt, når man går mod vest langs kysten, hvor hele Sonnerup Skov ligger på den hævede havbund. I kystskrænten ses den gamle havbund. Mellem Klint Bakker og Sonnerup Skov kan man tydeligt observere de strandvoldsdannelser af sten, som havet har ført fra erosionsskrænter længere mod vest og aflejret langs kysten. De har afsnøret Klint Bakker og den bagved liggende lavning kaldet Klint Sø.
Udsigten til Sonnerup Skov langs kysten viser et af de fineste og mest uforstyrrede skovbryn i Odsherred.
Plantelivet
Planterne på de kølige, fugtige, nordvendte kystskrænter er de samme, som man finder på græsgange i Sydskandinavien og i vore enge og fugtige overdrev. Arter som dunet vejbred, hulkravet kodriver, hjertegræs, blåhat og smalbladet klokke med de smukke store blå blomster er eksempler herpå. På kalkbruddets øvrige skrænter samt i bunden findes plantesamfund, som har arter fælles med de såkaldte skovstepper i det sydlige Europa: f.eks. blodrød storkenæb, svalerod og alm. bjørneklo.
Kyststrækningen mellem Klint Havn og Sonnerup Skov er fyldt med strandkål, der vokser blandt stenene, og næsten fri for hybenroser, som ellers har invaderet mange danske kyster og kvalt de traditionelle strandplanter.
Dyrelivet
De tørre solbeskinnede bakker er ideelle levesteder for markfirben, hugorm, snog og stålorm. Det nyder tårnfalken godt af. Den rødryggede tornskade ses også på overdrevet tæt på kysten, hvor den spejder efter padder og krybdyr, som den efterfølgende spidder på tornene af slåen, tjørn og hunderoser. Også mange sommerfugle drager fordel af de blomsterrige bakker. Ikke mindre end 22 dagsommerfugle er blevet registreret de senere år, herunder hvid admiral og guldhale.
Lystfiskeriet omkring Klintebjerg er særlig godt på grund af den kraftige strøm, som bringer iltrigt vand ind over det tangbegroede stenrev. Her søger ørred, hornfisk og torsk efter småfisk, og krebsdyr leder efter føde i det smukke stenrev. På pletter med sandbund finder ising, rødspætte og skrubbe muslinger og orme. Temperaturen i Kattegat er steget i løbet af de sidste årtier. Det har bragt sydeuropæiske fisk som havbars, fjæsing og multe hertil. Multen ses ofte tæt ved land, hvor den rasper alger af stenene.
Kulturhistorie
Langs stranden tæt på kalkbruddet er strandstenene meget varierede i størrelse og facon. Her har en tysk kunstner i 2010 lavet en række stensøjler på stranden. Det har inspireret mange besøgende til at gøre ham kunsten efter og selv bygge stensøjler. Stenene bringes forsigtigt i balance oven på hinanden. Blæst og bølger ændrer løbende på søjlerne, men det er også ideen bag denne form for naturkunst.
Ture og seværdigheder
Offentlighedens færdsel i området reguleres af naturbeskyttelseslovens kap. 4. Der er eksempelvis fri færdsel langs stranden og på vejene døgnet rundt. Herudover er det tilladt at færdes gennem lågerne i det hegnede og afgræssede private område fra kl. 06 og indtil solnedgang. Ved kysten skal hunde føres i snor fra 1.4 til 30.9. I indhegninger med græssende dyr skal hunde altid føres i snor.
Som følge af fredningen skal Odsherred Kommune etablere yderlige stier i området. Kommunen er p.t. i gang med dette arbejde, og man skal derfor færdes på eksisterende veje og stier indtil de nye stier er færdige.
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Turforslag 1 (2,2 km)
En rundtur som starter ved kalkbruddet, hvor der er parkeringsmulighed. Turen er markeret med blå piktogrammer.
Gå på stien langs stranden mod vest og drej til venstre op ad grusvejen Bjerget. Her passerer du Klint Bjergmose og kommer op på toppen, hvorfra der er udsigt over sommerhusområdet.
For enden af Bjerget drejer du til venstre på Klintebjergvej. Følg Klintebjergvej i retning mod højre, og umiddelbart herefter ses en sti, der fører til venstre ud mod udsigtspunktet. Herfra har du vid udsigt med havet på tre sider, og i klare dage ses Hesselø og Nordsjælland. Fra udsigtspunktet snor der sig en sti ned ad skrænten til Havnevej. Følg den og gå til venstre ad Havnevej tilbage til kalkbruddet.
Turforslag 2 (5 km)
Du kan starte denne rundtur fra parkeringsstedet ved Kalkbruddet. Gå mod vest langs skrænterne, indtil du drejer til venstre umiddelbart efter den flade strandeng. Du går langs skovbrynet til Sonnerup skov, og drejer til venstre langs Skovløbervej. Du passerer nu et overdrev, der afgræsses af geder, og kan vælge at krydse overdrevet og komme tilbage til stranden via lågerne i indhegningen. Hvis du vælger at fortsætte, følger du Skovløbervej hele vejen til Klintvej, hvor du drejer til venstre og går gennem landsbyen Klint, som ligger på grænsen til den tørlagte Klint Sø. Fortsæt ad Klintvej indtil Havnevej går fra til venstre mod havnen.
Vejbeskrivelse
<p> Fra Oddenvej køres mod Klint ad Klintvej. I Klint by køres ad Havnevej forbi havnen til kalkbruddet, hvor der er p-plads. Herfra kan man vandre langs kysten til overdrev og skov, men besøg også det bagvedliggende sommerhusområde, som er meget kuperet med flotte udsigter over kysten.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps?hl=da&ie=UTF8&t=h&ll=55.959363,11.580577&spn=0.008408,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> <a href="http://maps.google.dk/maps?hl=da&ie=UTF8&t=h&ll=55.959363,11.580577&spn=0.008408,0.01502&z=15&source=embed" style="text-align: left; color: rgb(0, 0, 255);"> Vis stort kort </a> </small></p>
Fredningen og dens pleje
Formålet med fredningen er fortrinsvis at bevare og forbedre natur- og landskabsværdierne, bevare og fremme den biologiske mangfoldighed, sikre offentlighedens adgang og bevare områdets særprægede geologi.
Området omkring Klintebjerg var tidligere omfattet af en udsigtsfredning fra 1967, som tillader frit udsyn i mange retninger på de afmærkede ture. Danmarks Naturfredningsforening foreslog i 2013 en ny og større fredning på 87 ha. Den nye fredning skulle inkludere de tilbageværende moser i området og sikre naturpleje og samtidig tage større hensyn til klintens naturlige dynamik. Den nye fredning blev gennemført i 2019.
Link til fredningskendelse
Klintebjerg og Fladvandet , 2019
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Odsherred Kommune
Nyvej 22
4573 Højby
Tlf. 59666666