Når man færdes på den højt beliggende Hellebjergvej, der følger åsens forløb fra Havreholm, og ser til venstre, åbenbares et landskab, der er usædvanligt i Nordsjælland. Som en kontrast til den tæt bebyggede nordkyst og de højtbeliggende skovområder i baglandet, ser man her et stort åbent sammenhængende græsningslandskab omkring den afvandede Keldsø, forholdsvis uberørt og af stor landskabelig skønhed. Centralt i landskabet ligger Keldsø.
Keldsø
Introduktion
Keldsøs østlige del er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (beskyttet natur), mens den vestlige del gennem en årrække har ligget uopdyrket med kvægafgræsning og en genopdyrkningsaftale. Keldsø var indtil engang i 1800-tallet en mindre sø omgivet af eng- og moseområder. Senere blev søen afvandet gennem åbne grøfter. I dag er det kun småsøer fra tidligere tørvegravning i den tidligere søbunds østlige del samt tidvist vandspejl i den vestlige søbund og andre lavbundsarealer, der endnu står tilbage med åbne vandflader.
Området ligger desuden i et naturmæssigt meget værdifuldt område. Mod nord grænser fredningen op til ”Ruslandsfredningen”, mod syd ligger Gribskov og Esrum Sø, mod vest Snævret Skov og mod øst Klosterris Hegn og Gurre Sø. Keldsø-området ligger altså midt imellem naturmæssigt internationalt beskyttede områder (Natura 2000) og potentialet i området er naturtypemæssigt unikt. Dette skyldes, at der ellers kun i ringe omfang findes våde, lavvandede eller tidvist oversvømmede områder i nærheden. Dette ses bl.a. på de mange specielle fugle, der i dag benytter eller holder til i området.
Keldsø-området udgør samtidig et større sammenhængende uforstyrret å-landskab karakteriseret af de mange åløb, Gurre Å, Keldsø Å, Pandehave Å og Esrum Å, der alle afvander Keldsø-området. Det omfattende uberørte landskab er en stor kvalitet, da åbne landskaber ofte fremtræder fragmenteret af bebyggelser og infrastruktur, som større vejanlæg, elmaster og andre tekniske anlæg, der kan forstyrre landskabsoplevelsen. Det åbne vandrige å- og sølandskab ved Keldsø er her en sjælden landskabstype, der danner en naturmæssig og landskabelig kontrast til de omgivne højere beliggende skovlandskaber og tørre hede- og overdrevslandskaber.
I 1965 blev der opsat en pumpe for at intensivere dræningen af området med henblik på bedre landbrugsmæssig udnyttelse af jorden. På grund af afvanding og opdyrkning har søbunden i den tidligere sø imidlertid sat sig, så jorden i dag er vandlidende og uegnet til opdyrkning. Der har tidligere været overvejelser om at genskabe søen. Det blev imidlertid aldrig til noget, da der alligevel ikke var lodsejer-interesse. I stedet blev der givet 10 års statslig arealstøtte, der sikrede arealerne imod opdyrkning, gødskning og sprøjtning, idet arealerne i regionplanerne var udlagt som særligt følsomme landbrugsarealer (SFL-område). Da tilskudsordningen ophørte, blev der givet lodsejeren en genopdyrkningsret på lavbundsarealerne.
Landskabet
Keldsø-området ligger på den store skala mellem Rusland i nord, Snævret skov i vest, Klosterris Hegn i øst og Esrum Sø syd for, her dog adskilt af intensivt opdyrkede marker. På den lille skala ligger selve Keldsø syd for Keldsø Å. Nord herfor løber Gurre Å nogenlunde parallelt med Keldsø Å, adskilt af en markant grusbakke. Således omgivet af natur er Keldsø-området den centrale brik, der sammenbinder vigtige nordsjællandske naturområder.
Keldsø har formodentlig oprindeligt dækket en større del af arealet. Ser man på terrænets højdemæssige forhold som helhed, virker det desuden sandsynligt, at området oprindeligt kan have været afvandet via Pandehave Å mod nord, hvor terrænet er lavere end ved afløbet i Keldsø Å i vest. Forbindelsen mellem Keldsø-området og det lavere liggende område ved Snævret Skov er kunstigt anlagt i begyndelsen af 1800-tallet med det formål at lede vand fra Keldsø Å og Gurre Å til brændekanalen fra Snævret til Kattegat.
Indtil en gang i sidste halvdel af 1800-tallet var Keldsø en mindre sø med en varierende vandflade afhængigt af årstiden. Søen er tidligt blevet udgrøftet og anvendt til både høslæt og afgræsning. Gamle kort over området viser endvidere, at der tillige er blevet gravet tørv, og flere af disse gamle tørvegrave står i dag med vandfyldte overflader, særligt i den østlige del af området. Midt i 1960’erne er der blevet installeret en pumpe for at effektivisere dræningen af den gamle søbund og de omliggende arealer. I en årrække blev området dyrket, dog uden større succes, hvilket luftfotos fra engang i 1950’erne viser. Gennem mange år har området derfor henligget med græs, og afgræsses i dag af kreaturer.
I Keldsøs sydøstlige ende, som ligger i Helsingør kommune, er der en del tagrør, birkeskov, pile- og ellekrat, og det hele er meget frodigt, grønt og overvokset. Helsingør Kommune har imidlertid de seneste år ryddet en del af bevoksningen, så der i dag er en større åben vandflade. Samtidig blev området grøft-gravet efter aftale med landmændene i Gribskov kommune, hvilket har medført forbedrede græsningsmuligheder, men desværre også at flere mindre arealer rundt omkring efterfølgende er blevet oppløjet. Selve søen har ligget i den nordlige ende af det moseagtige område, der strækker sig langs Keldsø Å.
Landskabet er ligeledes kendetegnet ved sine mange kilder og kildefremspring på bakkerne i området. Disse højtliggende marker har mose- og engpræg pga. vandet i bakkerne. Dette er efterhånden blevet sjældent i det danske landskab i takt med dræningen.
Størstedelen af Keldsø-området anvendes i dag til afgræssende dyr, herunder heste og køer.
Landskabet omkring Keldsø er dannet i slutningen af sidste istid, hvor flere store gletsjere fra sydøst har dækket området i forskellige perioder med flere ophold og mindre genfremstød af ismasserne. Denne proces har haft stor indflydelse på de naturgeografiske forhold i Keldsø-området.
Landskabet omkring Keldsø indeholder mange varierede og usædvanlige terrænformer dannet af de dramatiske naturkræfter, der udfoldede sig ved afsmeltningen af den iskappe, som dækkede Nordsjælland ved slutningen af sidste istid for ca. 11.000 år siden.
I Keldsø-områdets åbne uspolerede græsningslandskab træder terrænformerne tydeligt frem og aftegner den naturgeografiske proces, som isbræens afsmeltning medførte, og anskueliggør det præg den afsatte på landskabsformerne. I et afgræsset stort og åbent landskab vil terrænformerne stå tydeligt frem, og netop Keldsø-området indeholder så mange forskellige velbevarede terrænformer, der illustrerer smeltevandslandskabets tilblivelse.
Plantelivet
En del af området er eng og mose, der er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens generelle regler. Jordbunden langs åen og i den udtørrede sø er præget af ferskvandstørv. Inden for fredningsområdet er godt 71 ha beskyttet sø, eng og mose i henhold til naturbeskyttelses-lovens § 3. I områdets nordøstlige del er der desuden et mindre beskyttet overdrev. Disse områders tilstand må i henhold til naturbeskyttelsesloven ikke ændres.
En stor del af Keldsø-området er lavbundsareal og dermed for størstedelen domineret af fugtighedsplanter, altså vegetation, der er knyttet til mere eller mindre våde jordbundsforhold, selvom flere af arealerne er påvirket af afvanding. I mosen mod vest ved Villingerødvej er der registreret krebseklo i 2004. Denne art er interessant, fordi den fredede guldsmedeart grøn mosaikguldsmed udelukkende lægger sine æg i krebseklo, men den er dog ikke registreret i Keldsø-området endnu.
Der er endvidere fundet orkideen skovhullæbe, som er registreret på skrænterne i Keldsø området.
Dyrelivet
De våde områder, de omgivende græsklædte enge, krat og levende hegn i Keldsø-området skaber grundlag for mange forskellige arter af dyr.
Særligt fuglelivet er bemærkelsesværdigt, hvilket blandt andet skyldes at en del af området er tidvist oversvømmet især i vinter- og forårsmånederne. Det tiltrækker mange vandfugle, blandt andet hundredvis af sangsvaner og forskellige arter af gæs og ænder. Endvidere overvintrer en del rovfugle i omegnen. Disse rovfugle, herunder blandt andet fjeldvåge, blå kærhøg, musvåge, vandrefalk og duehøg, fouragerer på det store engområde i Keldsø.
I forårstiden, når den store nordgående strøm af fugle trækker hen over området, raster endnu flere svaner, gæs, ænder og rovfugle. Og det er et af de få steder i Nordsjælland, hvor flokke af traner slår sig ned på engene og overnatter for derefter at trække videre næste dag eller slår sig blivende ned på engene.
I forårs- og sommerperioden har der siden 2007 ynglet rød glente i området efter 100 års fravær. Den startede med at yngle i 2007 ved Esrum og brugte flittigt Keldsø som fourageringsområde. I 2011 ynglede glenterne tæt ved Keldsø, hvor det store engområde stadigvæk er et vigtigt fourageringsområde for glenterne.
Desuden har tranen vist stigende interesse for området flere gange fra tidlig forår til midt i juni. Det kunne således tyde på, at de vil slå sig ned som ynglefugle i området, hvis de får den fornødne ro til dette.
Der er beretninger om betydeligt træk på flere tusinde rovfugle hen over området ved særlige vindforhold i marts, april og maj. Rovfuglene brugte Keldsø-området som en slags ledelinje, hvor der over de store flade enge opstod gode opvinde fra solopvarmning. Her skruede de sig op i større højde og gled mod nordøst. Det er hovedsageligt musvåger, kærhøge og spurvehøge, der udnytter denne trækrute, men også fjeldvåger er set trækkende i meget stort antal, ligesom fiskeørne og havørne trækker regelmæssigt henover. Samlet er der registreret 18 rovfuglearter i området.
Både sumpmejse, rødrygget tornskade, rørdrum og rørhøg er inden for de senere år set i området og blandt de fugle der holder til i det åbne land er der blandt andet registreret viber, lærker, guldspurv, græshoppesanger, tårnfalk, agerhøne, landsvale, sjagger, vipstjert, stillits, skovspurv, skovdue, ugler, nattergal, ravn, gøg, rødhals og stor flagspætte.
Viber ses og høres mange steder både højt og lavt i landskabet. Ifølge gamle beboere ved Klostermarksvej flokkedes tusindvis af viber for 50-60 år siden ved søbunden, hvortil de vendte tilbage år efter år, men i stadigt faldende antal. Viben er særdeles truet, men har altså fortsat et helle i Keldsø-området.
Af pattedyr er der blandt andet flere flagermus-kolonier, rådyr, dådyr, kronhjort, ræv, hare, grævling, pindsvin og forskellige mårdyr, herunder bl.a. lækat. Keldsø-området er endvidere vandringszone for hjortevildt, herunder bl.a. krondyr, mod Rusland og skovene i øst og vest.
På grund af områdets mange småsøer findes der flere forskellige padder, bl.a. snog, stålorm, skovfirben, store forekomster af butsnudet frø og stor vandsalamander, som er bilag 4 art på habitatdirektivets liste over særligt prioriterede arter.
Også masser af insekter holder til i området, blandt andet blå mosaikguldsmed, som er et af Danmarks største og mest farvestrålende insekter. Desuden en del forskellige sommerfugle, som nyder godt af områdets stedvise mosaikprægede natur.
Kulturhistorie
Keldsø-området er i den overordnede planlægning betegnet som et særligt værdifuldt kulturhistorisk interesseområde for oldtid og middelalder. Med baggrund i de naturgeografiske forhold, har området omkring stenalderfjorderne, områdets kildedannelser, og de mange åer der gennemstrømmer området, givet optimale betingelser for fangstområder og bosættelser i jæger- og bondestenalderen.
Der er koncentration af bopladsfund fra jægerstenalderen langs Pandehave Å’s udløb i Kattegat, og stengrave fra bondestenalderen på kanten af fjorden ved Thorshøjgård.
Ved Keldsø er der på den aflange grusaflejring, der ses i terrænet mellem Gurre Å og Keldsø Å, hvor stenalderfjorden havde sit indløb til Keldsø, gjort arkæologiske opsamlinger af stenalderfund.
Mest bemærkelsesværdigt er de mange usædvanlige offerfund fra bronze- og jernalder i moseområderne omkring Hellebjerg.
I Keldsø-området er der i moseområdet syd for Hellebjergvej og nord for Gurre Å, gjort et betydningsfuld Votivfund (offergave til guderne) fra den yngre bronzealder. Fundet består af et hængekar, indholdene 4 bronzesegl (høstredskaber) to spiral armringe og en halsring. Lagt som låg over hængekarret er benyttet en bronze bælteplade (bæltetutulus). I samme moseområdet nord for Hellebjergvej, er der gjort fund af 3 seletøjsudstyr til hestespand med bronzeplader. Disse fund indikerer at Keldsø-området i yngre bronze- og jernalder har været en rig og betydningsfuld lokalitet.
I bunden af Nordsjællands fjorde opstod i jernalder og vikingetid større og mindre bydannelser og handelspladser. Holbæk i Holbækfjord, Roskilde i Roskildefjord, Ll. Lyngby ved Arrefjord, Søborg ved Søborgfjord, et muligt tidligt Villinge ved Pandehave Fjord, og Horneby i bunden af Hornbækfjord.
I jernalderen blev landsbyernes dyrkningsflader afgrænset, og ejerlaugsgrænserne fulgte de naturlige skel langs søer, moser og vandløb eller markante terrænkanter. I middelalderen blev landsbyerne endeligt fastlagt på ejerlaugets dyrkningsflade. I Keldsø’s nærområde var det landsbyerne Villingerød (1178), Havreholm (1178), Plejelt (1497) og Såne (1174). Esrum kloster der blev anlagt i 1173, annekterede de ovennævnte landsbyer, der blev givet som klostergaver. Landsbyerne blev herefter drevet som grangier (ladegårde under klosteret). De fugtige engområder i den tidligere Pandehavefjord og engområderne omkring Keldsø blev afgræsset af klosterets heste, kvæg og får.
Ved reformationen overtog kongemagten det meste af klosterets ejendomsbesiddelser. Esrum kloster og Esrumgård blev ryttergods, og Schæfergård, Keldsø-området og Pandehave Ådal indgik som vanger til Krongodsets opdræt af Frederiksborg heste. Ved anlæg af Esrum Kanal i 1802 -1805 fra Esrum Sø til Kattegat, er Keldsø sandsynligvis blevet afgrøftet og drænet. I forbindelse med omlægning af Gurre Å’s, Keldsø Å’s og Esrums Å’s vandafstrømning er vandet blevet ledet til Esrum Kanal, for at skaffe tilstrækkeligt vand til kanalens funktion som transport af træ fra Gribskov til Kattegat. En gammel kvaderstenbro, der leder Keldsø Å under Villingerødvej til Esrum Kanal, er bevaret og ses i vejens østlige skråning. Kanalen fører til omladerpladsen i Hulerød ved Dronningmølle, hvorfra træet med sejlskibe blev sejlet til København, blandt andet til pælefundering af Amalienborg i Frederiksstaden.
I det uspolerede landskab omkring Keldsø er middelalderens landsbystruktur og afgrænsning omkring den tidligere stenalderfjord og sø bevaret, og de historiske middelalderlige vejforløb: Plejeltvej, gennem Havreholm, og Hellebjergvejs forløb over Åsen, er stadig intakte. De naturgeografiske forhold med koncentrationen af åløb i det vandrige landskab omkring Keldsø, er sammen med magt- og ejerforholdene i jernalderen og middelalderen, en vigtig forudsætning, for landsbyernes beliggenhed i området, og landskabets kontinuerlige anvendelse, som græsningslandskab. Det velbevarede landskab giver herved en stor kulturhistoriske fortælleværdi.
Ture og seværdigheder
Keldsø-området danner forbindelser til de mange omgivende rekreative naturområder og tur-mål.
En overordnet planlagt regional hovedsti fra Esrum Kloster, gennem Snævret Skov til kysten ved Villingebæk, passerer gennem Villingerød ved fredningsforslagets nordvestlige hjørne. Den internationale pilgrimsrute forløber i østvestlig retning gennem fredningen med forbindelse til Havreholm og Klosterris Hegn. Man kan i dag ligeledes bevæge sig fra Havreholm i øst ad markveje og stier til Klostermarksvej langs fredningsgrænsen mod vest.
Fra Ruslandfredningen i nord og sydpå, tæt forbi ved den private skydebane, videre forbi Keldsøs østlige ”bred” langs Gurre Å til den øst-vestgående sti i fredningsområdet med forbindelse til den internationale pilgrimsrute og Esrum Sø, løber en sti. Der er således generelt god sammenhæng mellem stierne i og udenfor området.
Vejbeskrivelse
GPS X:, Y:
