Jyske Ås
Introduktion
Jyske Ås er sandbakkerne, der før i tiden var overladt til røvere og fattigfolk. Der skulle man ikke gå op. I dag er der mange gode grunde til at besøge dette smukke område: En dansk ”bjergkæde”, hvis tilblivelse ikke er fuldt klarlagt, hvor smukke, åbne landskaber veksler med mørkere plantager – overalt er der mange oplevelsesmuligheder.
Landskabet
Jyske Ås er 28 km lang, 2-3 km bred og op til 136 meter høj. Et markant istidslandskab. Selv om bakkerne er meget dominerende i forhold til landskabet omkring, er det ikke helt afklaret, hvordan bakkerne egentlig er skabt under den sidste istid. Ler, sand og grus ligger pænt lagdelt og er altså afsat i rindende vand, men lagene er skråtstillet. Sandsynligvis er det den nordfra kommende is, der dækkede hele Vendsyssel under sidste istid, der har skubbet undergrunden sammen. Under afsmeltningen skete på ny et fremstød, der også har været med til udformningen af bakkerne, der siden har sat sig, da jorden blev frostfri. Det er sket ved at vandmættede jordlag på åsens sider har forskubbet sig. Det ses bl.a. ved Nymølle Bæk. Efterfølgende har regnvand eroderet dybe slugter i Jyske Ås.
Så selv om naturområdets navn antyder, at der er tale om en ås, er det nok ikke tilfældet.
Jyske Ås er i dag en blanding af plantager, moser, lyngklædte bakker, græsningsoverdrev og små, opdyrkede marker. Især i fredningerne, der ligger i den nordligste del af åsen, træder denne mosaik tydeligt frem.
Plantelivet
Der er plantet megen plantage på Jyske Ås. Bøgen er den oprindelige danske træart, der indvandrede for 2000 år siden. Den dominerer og danner ofte krat. Mange egekrat med iblandet bævreasp ses, men først og fremmest er det rød-gran , der dominerer Jyske Ås.
Dronninglund Storskov er med 915 ha den største sammenhængende skov, men den ligger udenfor fredningen. Løvskovsbunden er voksested for bl.a. hvid anemone , majblomst , skovstjerne , skovsyre og almindelig kohvede . Granbevoksninger levner plads til skovstjerne , bølget bunke og en række mosser. I fredningen nord for Stagsted Skov og ved Bollebakken, Grevsmosen og Fejborg Bakke, ses gamle tørvegrave med fattigkærsarter som kæruld , krageklo og tørvemosser. På de lyngklædte bakker og overdrevene markerer enebær sig mellem blåbær og bregnen engelsød .
Alm. kohvede hører til maskeblomstfamilien og findes på morbund i skov, egekrat og på hedebakker.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Naturtyperne giver plads til mange dyr. Der lever talrige rådyr på åsen, og også ræv og grævling holder til i de sandede bakker. Kronvildt er så småt ved at vandre ind på åsen. Egernet , der indvandrede til Vendsyssel i 1960’erne, har også fået øje på skovene.
I det åbne land er sanglærke og agerhøne, og her kan man også se de mange rovfugle, der har rede i skovenes træer og her har nogle af de største bestande i Danmark: Hvepsevåge , duehøg , spurvehøg og musvåge . I fredningen nord for Stagsted Skov yngler grønspætte og – på de mere åbne strækninger – rødrygget tornskade .
Nåleskoven rummer småfugle som fuglekonge, topmejse og sortmejse . Sortspættens skrig kan man være heldig at høre i Dronninglund Storskov, hvor også grønspætte, ravn, skovhornugle , natugle og skovsneppe yngler.
Vandløbene i bakkerne er uforurenede, da de får vand fra kilder og løber gennem uopdyrkede arealer. Mange sjældne insektarter af slørvinger og såvel døgn- som vårfluearter lever derfor i vandet.
Hvepsevågen kan bedst lide larver af hvepse, men spiser også de voksne. Den har en veludviklet skælbeklædning, der beskytter mod stik. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Jyske Ås har rummet store skove, der blev forhugget og forsvandt helt for 300-400 år siden. Bønderne fra hele egnen udnyttede skoven for hårdhændet. Bakkerne ændrede karakter til åbne overdrev, hvor husdyrene i stedet kunne sommergræsse. I dag er åsen domineret af mange nåleskovsplantager plantet for godt hundrede år siden – men stadig ses de gamle overdrev og lyngbakker især ved fredningen nord for Stagsted Skov.
Det øde og sandede område har aldrig gjort opdyrkning rentabelt. Stedet blev forbeholdt fattigfolk, og Jyske Ås trak også gøglere og røvere til. Ofte skete her voldelige overfald og mord.
Området omkring Sømosen i Dronninglund Storskov var vinterkvarter for artister, gøglere, skærslibere, musikanter og sigøjnere for 100 år siden. Kendte cirkusslægter som Mundeling, Enoch og Benneweis har slået deres folder her. Området er i dag præget af de mange, gamle hulveje.
Ture og seværdigheder
Download kort – Nymølle Bæk (PDF-fil)
Download kort og turforslag – Grevsmosen (Jyske Ås) Pdf-fil
Langs Nymølle Bæk findes en ca. 4. km vandrerute.
Langs Jyske Ås fører en ca. 33 km lang cykelrute gennem området, men vandreture i bakker og skov giver langt de bedste oplevelser.
Mange som besøger Jyske Ås foretrækker en mindre tur på 1½ km om Sømosen i Dronninglund Storskov (der ligger uden for de fredede områder af Åsen). Fra Dronninglund Slot kører man ad Kirkevej, krydser ringvejen og lige før skoven er der en grusvej på venstre hånd, der viser til Sømosen.
Seværdigheder :
NYMØLLEFREDNINGEN. Kør th. til Brønden i rundkørslen syd for Hellum. Tv. mod Øster Vrå og tv. mod Nymølle. I det fredede område ved skræntskovene ser man mange bøge, der er skudt fra stubben med flere stammer efter hugst. Det var bønderne der før i tiden udnyttede træet på denne måde.
FEJBORG BAKKE. Fra langdyssen på Fejborg Bakke er en flot udsigt over åsen og det omkringliggende landskab.
GREVSMOSEN er gamle tørvegrave, der i dag er et fint lille naturområde.
Vejbeskrivelse

Jyske Ås ligger ca. 30 km nordøst for Aalborg.

E45, afkørsel 15, i Klokkerholm mod Hellum. Lige før rundkørsel i Hellum th. ad Østermarksvej. Markerede vandreruter ved Nymølle Bæk, nord for Stagsted Skov og i Dronninglund Storskov. Cykelrute (30 km) følger hele højderyggen. Primitive lejrpladser. Ved Dronninglund Slot findes landskabsudstilling om Jyske Ås.

De fredede områder ligger i den midterste del af åsen. Stedet (N 57º 15' 34.76" E 10º 12' 55.89") ligger i den sydlige ende og derfra kan man besøge Bollebakken og Grevsmosen. Ankommer man til stedet vestfra passerer man også den vandre- og cykelrute, der går på langs af hele åsen.

Længere mod nord er det muligt at parkere ved Fejborg Bakke (N 57º 17' 6.90" E 10º 13' 9.13").

Den allernordligste fredning ved Nymølle Bæk når du fra rastepladsen (N 57º 17' 58.85" E 10º 13' 44.70").

Længst mod syd ligger den store, privatejede skov Dronninglund Storskov. En fin tur er at vandre rundt om Sømosen. P-pladsen ligger lidt øst for (N 57º 11' 29.23" E 10º 15' 59.10").

Vis  Jyske Ås  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Nymølle bæk med omgivelser, 69 ha, fredet 1964.
Fejborg Bakke-området, 63 ha., fredet 1965.
Arealer omkring Bollebakken og Grevsmose, 325 ha, fredet 1970.
Netop fordi Jyske Ås består af sand og grus, har udnyttelse af disse råmaterialer altid fundet sted. En væsentlig grund til fredningerne omkring Fejborg Bakke, Grevsmosen og Bollebakken var netop den truende bortgravning, der kunne spolere området. Mange af de lodsejere, der har fået deres jord fredet, har påberåbt sig store erstatninger for mistet mulighed for grusgravning, og det selvom det typisk har været ganske små grusforekomster, der tidligere blev udnyttet.
Fredningen omkring Nymølle Bæk i den allernordligste del af de fredede områder blev rejst og gennemført, fordi ”ådalen med de indrammende skrænter, der står med en meget forskelligartet og smuk vild beplantning, selv efter vendsysselske forhold er af en ganske særlig og egenartet skønhedsværdi og med storladent præg. Arealet indgår som et meget værdifuldt led i den samlede planlægning omkring Jyske Ås, der måske – parallelt med Råbjerg Mile – er Nordjyllands værdifuldeste samlede naturområde. Der findes i området en række gamle glashytter (ovne) stammende fra 14-1500 tallet, hvorfra en række værdifulde fund findes på Nationalmuseet og på Hjørring Museum. Endelig er sagen rejst og gennemført på grund af flere aktuelle udstykningsinteresser, der helt ville forhindre en samlet planlægning og åbning af ådalen” for nu at citere fra Overfredningsnævnets kendelse.
Bollebakken og Grevmose-området er en righoldig naturlokalitet med lyngbakker, slugter, moser, småsøer og opdyrkede agre. Med fredningen blev der også langt bedre adgang til denne del af åsen.
Jyske Ås har i årtier været et højt prioriteret naturområde, og derfor blev der taget initiativ til fredningerne, som ejerne dog kæmpede imod med næb og kløer.
Naturformidling i form af informationstavler, markerede stiforløb og opholdsarealer er højt prioriteret på Jyske Ås, hvor også fældning og afgræsning sikrer, at åsen ikke gror helt til.
Link til fredningskendelser
Nymølle Bæk , 1964
Fejborg Bakke , 1965
Bollebakken , 1970
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Brønderslev Kommune
Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev
Tlf: 99454545
Nymølle Bæk-fredningen af Jyske Ås ligger i Frederikshavn Kommune
Læs også:
Miljøministeriet Natura2000-område: Nymølle Bæk og Nejsum Hede
Folder om Nymølle Bæk
Folder om Dronninglund Storskov
Folder om Jyske Ås – cykel og gangsti (4 MB)