Illerup Ådal
Introduktion
Når man kommer fra Aalborg eller Århus ad motorvejen, åbenbarer en flot, bred ådal sig efter afkørslen ved Stilling. Det er Illerup Ådal, som gennemstrømmes af Illerup Å. I denne ådal er der gjort store og vigtige oldtidsfund af især våben, spyd, lanser, sværd, skjoldbrædder og seletøj. De mange oldtidsfund er udstillet på Moesgård Museum, men et besøg i den fredede ådal kan bestemt også anbefales. Man kan gå en kort tur med udgangspunkt i rastepladsen ved motorvejen, men smukkest er turen gennem Mesing Sønderskov og langs med skovbrynet ud til ådalen.
Landskabet
Den 10 km lange Illerup Å udspringer i kilder nordøst for ådalen og løber ud i Mossø i vest. Den øst-vestgående dal, som åen løber i, er sandsynligvis et resultat af forskydninger dybt i undergrunden. Herefter er den senere fyldt op af materiale transporteret af is og smeltevand. I jernalderen lå der i ådalen en dyb sø på cirka 10 hektar, og da det første krigsbytte blev ofret for 1800 år siden, skete det i en op til 4 meter dyb sø, som senere blev til en mose. Vandfyldte områder i ådalen vidner om, hvor offerfundene er udgravet i 1950’erne og igen i 70- og 80’erne.
Plantelivet
Ved Illerup Å kendes planter som brudelys , vandsnerre, kløvkrone , kirtel-øjentrøst , rød gåsefod og den sjældne pilblad . På de afgræssede enge er der masser af forskellige blomster og urter, blandt andet eng-kabbeleje , maj-gøgeurt , fredløs , kær-guldkarse og bakke-nellike . I skovene indgår blandt andet ask , bøg , eg , hassel og almindelig hyld . I skovbunden vokser hvid anemone , stor fladstjerne , skovsyre , dag-pragtstjerne samt hindbær og brombær . Men også bølget bunke , skov-svingel og bregner som ørnebregne og fjerbregne .
Dyrelivet
En lang række forskellige ande- og vadefugle raster i ådalen. Blandt ynglefuglene kan nævnes vibe , engpiber, nattergal , kærsanger , ravn, agerhøne, tårnfalk og skovhornugle . Fiskehejre og musvåge er almindelige her. Rådyr ses ofte i ådalen, og lammene gemmer sig i det høje græs. Engens mange padder, mus og fugle tiltrækker ræven , som kommer fra de omliggende skræntskove for at finde sig et lækkert måltid.
Kulturhistorie
Søer og moser blev af jernalderfolket anset for at rumme guddommelige kræfter, som man skulle bringe ofre til. Fire gange i løbet af perioden fra år 200 til år 500 ofrede østjyske oldtidsfolk krigsbytte i søen, men 90 procent af fundene er ofret på én gang omkring år 200 efter vor tidsregning. De mange fund er gjort i forbindelse med dræningsarbejde i 1950, og over en årrække – i tidsrummet 1975 til 1985 – blev der udgravet omkring 15.000 genstande. Kun cirka 40 procent af området er udgravet. Nogle af de mange genstande er udstillet på Moesgård Museum, blandt andet våben, krigerudstyr og dele af hesteudrustning.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra rastepladsen Fuglsang Vest, ved motorvejen fra Århus, fører en afmærket sti gennem en lille skov ned i ådalen. Fra Mesing Sønderskov (på nordsiden af ådalen) fører en afmærket sti frem til ådalen, som man har udsigt over fra skovbrynet. Og fra den offentlige vej mellem Forlev og Skanderborg kan man gå på markvejen.
Turforslag
Fra motorvejsrastepladsen Fuglsang Vest, syd for de fredede arealer, er der en sti 8grøn rute) ned gennem en skræntskov til ådalen med offermosen. Man kan strække benene ved en lille tur ned i ådalen, hvor man kan komme i nærkontakt med det naturskønne område med sø, enge og de gamle, mægtige skove på ådalens skrænter. Det er en lille tur på et par hundrede meter.
En lidt længere tur (blå rute) tager udgangspunkt i P-pladsen ved Mesing Sønderskov. Her går en afmærket sti gennem skoven og videre ud i agerlandet. Ruten kan dog afkortes ved at man bliver i skoven. Det første stykke følger man stien langs skovbrynet med flot udsigt til ådalen. Senere går stien nordpå, og på et tidspunkt går en skovsti tilbage gennem skoven til P-pladsen. Denne tur er på 2,7 km, og der er lidt stigninger undervejs.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Skræntskov. I den frodige skov vokser hvide anemoner, smuk perikon, majblomst og stor konval.
2. Illerup Ådal. Vandhullerne på engen vidner om, hvor offerfundene blev udgravet i 1950’erne og igen i 70- og 80’erne. Oldtidsfundene omfatter våben, spyd, lanser, sværd, skjoldbrædder og seletøj, som kan ses på Moesgård Museum.
3. Stendysse. På kanten af ådalen ligger en malerisk langdysse, og inde skoven ligger et par gravhøje.
4. Mesing Sønderskov. Den 120 hektar store skov er meget afvekslende.
5. Forlev Mølle. DN-Skanderborg arbejder på en restaurering af møllehuset og mølledammen, indretning af et formidlingsrum, samt en sti fra møllen tværs over ådalen.
Vejbeskrivelse

Illerup Ådal ligger umiddelbart nord for Skanderborg.

Vejbeskrivelse
Fra motorvej E45 køres ind på rastepladsen Fuglsang Vest (hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man kommer nordfra), hvorfra en sti går ind i ådalen.
Til Mesing Sønderskov: Fra motorvej E45 tages afkørsel 51 mod landsbyen Mesing, og herfra køres lidt sydpå til skoven.

Offentlig transport
Busrute nr. 330 fra Skanderborg Station kører til landsbyen Mesing.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser rastepladsen Fuglsang Vest.

(Messing Sønderskov)

Fredningen og dens pleje
I 1996 blev 28 hektar af Illerup Ådal fredet for at beskytte området mod vandstandssænkninger, af hensyn til de store arkæologiske værdier. En yderligere dræning vil ødelægge de oldsager, der endnu ikke er udgravet. Fredningen betyder også, at grundvandsspejlet hæves, så de arkæologiske genstande ikke udtørres og ødelægges. Genoprettelsen af ådalens våde enge har også haft stor betydning for planter og dyr, og desuden har fredningen medvirket til at bevare den smukke ådals landskabelige værdier. Det åbne landskab i ådalen bevares i dag ved afgræsning med kreaturer.
Link til fredningskendelse
Illerup Ådal , 1996
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Skanderborg Kommune
Rådhuset
Adelgade 44
8660 Skanderborg
Tlf: 87947000
Læs også
Der er udgivet to turfoldere til området: ”Offermosen_i_Illerupaadal” (Silkeborg Statsskovdistrikt, 2001) og ”Sporet i Mesing Sønderskov” (i serien ”Spor i landskabet”).