Hirtshals Kystskrænt

Hirtshals ligger, hvor Vendsyssel sætter skulderen imod Nordsøen. Grunden til, at dette skarpe hjørne på landkortet ikke i højere grad er blevet afrundet af vind og vand, skal søges i den markante kystskrænt af stenblandet ler, som strækker sig over 1-1½ km. Fra klinten vaskes de store stenblokke ud af leret og sandet og falder ned på forstranden, hvor de virker som naturens egen kystsikring.

Når man går på stranden langs klinten, ser man, at store dele af den er opbygget af gråt eller blåt ler. Oven over leret ligger vandrette lag af sand og mindre sten. Imellem de to afsnit ses større stenblokke stikke frem fra klinten. Allerøverst oppe er der et lag af flyvesand.

Denne usædvanlige klintprofil forklarer geologerne således: De tykke lerlag er aflejret i havet under en periode i sidste istid, hvor Vendsyssel ikke var dækket af is, men derimod af et ishav, som var dannet af smeltevandet fra tidligere perioders gletsjere. Ved kulstof-14 datering af organiske rester i leret har man fundet ud af, at leret blev aflejret for 35.000-47.000 år siden. Lerlagene kaldes ældre yoldialer for at markere forskellen til det yngre yoldialer, som aflejredes i det ishav, der opstod ved istidens afslutning for 14-18.000 år siden. Betegnelsen yoldia stammer fra muslingen Yoldia arctica, som optræder i begge aflejringer. Hirtshals Klint er det eneste sted i Danmark, hvor lag af ældre yoldialer er blottet i større stil.

De spredte blokke af større sten, der ses umiddelbart over leret, er vandreblokke, som er kommet med gletsjerne fra Norge i den sidste del af istiden. Gletsjerne har også medbragt og afsat andet morænemateriale i form af sand, grus og mindre sten; men det blev vasket eller skyllet væk, da Stenalderhavet senere dækkede området. Kun de store blokke blev tilbage, og de vaskes efterhånden ud af klinten af det udsivende grundvand. På forstranden ligger en mangfoldighed af ledeblokke: granitter af mange slags, gnejstyper, bl.a. øjegnejs fra Hardangerområdet, forskellige porfyrer, som alle er vulkanske bjergarter, bl.a. den karakteristiske rhombeporfyr fra Osloegnen, og mange, mange flere.

De vandrette lag af sand og småsten oven over moræneblokkene er aflejringer fra Stenalderhavet for 6-8.000 år siden. Pga. landhævningen siden istiden ligger disse strandlinjer nu op til 10 meter over havets overflade.

Når man går fra fyret mod havnen, skifter stranden karakter undervejs. Klinten bliver lavere og stenstrøningen aftager. På det sidste stykke er der en udmærket sand- og badestrand.