Hanstholmknuden
Introduktion
Den ni km lange og cirka tre km brede Hanstholmknude, der rejser sig til 67 meter over havet, danner Jyllands skulder mod Skagerrak. Det fredede areal ligger i den østlige ende, ved landsbyen Bjerre på sydkanten af knuden og med Hesseldal Bjerg på toppen. Denne kalkskrænt er både geologisk og botanisk interessant og blev af den grund fredet i 1975. Her optræder en såkaldt geologisk profil, hvor geologiske lag kan studeres. Plantelivet er kendetegnet af en lysåben, slettepræget overdrevsvegetation, der er påvirket af jordbundens kalkrigdom.
Landskabet
Tilbage i stenalderhavet var Hanstholmknuden er af de mange øer i det nordvestlige Jylland, og i dag ligger den som en naturlig vold mod havet. Yderst mod vest ligger byen Hanstholm, på sydsiden Ræhr og i nordøst Vigsø. Sydvest for knuden breder Hanstholm Vildtreservat sig som en stor og flad slette sig med klitter og klithede. Mellem reservatets klitter finder man såkaldte afblæsningsflader med småsøer og sumpede områder. Mod syd går landskabet over i Tved Klitplantage, og mod øst afgrænses det af skrænter med Vigsø Plantage.
Skrænterne på Hanstholmknuden er ubevoksede, og kun en mindre del af de flade partier er tilplantet med nåletræer. Overfladen er dækket af et tykt lag flyvesand. Der er meget kalk i jordbunden og flere steder træder kalken tydeligt frem i skrænterne, blandt andet i det fredede område. Her er nederst blottet cirka to meter kalk (skrivekridt), derefter kommer et cirka 10 meter tykt mergellag. Øverst ligger cirka to meter finkornet kalk, der ligner skrivekridt, men er mere lerholdigt.
Plantelivet
På de fredede syd- og sydøstvendte skråninger vokser en tørketålende vegetation som den, man finder på steppelignende overdrev. Her er blandt andet eng-havre , hjertegræs , kattefod , nikkende kobjælde og lav tidsel , samt havtorn , hedelyng , blåhat , håret høgeurt , gul snerre og smalbladet timian . Sjældne planter som dansk kambunke og vår-ærenpris er også fundet her.
Hjertegræs et en af vores flotteste græsser. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Haren er det pattedyr, man lægger mest mærke til her, men rådyr fra den nærliggende plantage besøger undertiden også området. Sanglærke , husrødstjert og sortstrubet bynkefugl ses og høres. Sidstnævnte foretrækker – til forskel fra bynkefugl – tørre kystområder med hedelyng. På tørre overdrevsområder findes også den lille sommerfugl foranderlig blåfugl , hvis larver lever på blandt andet hedelyng. Andre af områdets sommerfugle er græsrandøje , tidselsommerfugl og dagpåfugleøje .
Rådyr ses komme fra plantagen. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
En del af det fredede område kan opleves fra Bjerrevej, der løber parallelt med rute 29 (Hjardemålvej). I det sydøstlige hjørne af fredningen, på Hjardemålvej, er der en P-plads, hvorfra en afmærket sti fører op over skråningen og videre til Vigsø feriecenter. Folderen ”Hanstholm” fra Skov- og Naturstyrelsen viser det fredede område (under navnet Bjerre) samt andre seværdigheder omkring Hanstholmknuden.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du finder links til i boksen til højre.
1. Overdrev. På de udyrkede områder er der et spændende planteliv med arter, som vokser på lysåbne, kalktilknyttede overdrev.
2. Plantage. Statsejet skov med især nåletræer som bjergfyr og sitkagran, men også her og der eg, bøg og ask.
3. Vigsø. Omkring 1970 opførte Dansk Folkeferie en stor hytteby, som falder naturligt ind i det åbne klitlandskabs kurver. Hytterne er opført i tegl og fyrretræ, og har siden inspireret andet feriehusbyggeri.
Vejbeskrivelse

Det fredede areal ved Bjerre udgør den østlige del af Hanstholmknuden, der ligger nord for Thisted.

Vejbeskrivelse
Fra Thisted kører man nordpå ad rute 26, og i Ræhr kører man østpå ad rute 29 til Bjerre.

Offentlig transport
Busrute 90 kører mellem Thisted og Hanstholm, med stop i Ræhr. Herfra er der dog cirka 2 km til fredningen.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen ved fredningen.

Vis  Hanstholmknuden  på et større kort

Fredningen og dens pleje
I 1975 blev 23 hektar fredet for at sikre og beskytte de geologiske, botaniske og landskabelige værdier i denne kalkskrænt. For at vedligeholde den markante skråning er en fortsat afgræsning nødvendig.
Link til fredningskendelse
Hanstholmknuden , 1975
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Thisted Kommune
Asylgade 30
7700 Thisted
Tlf. 99 17 17 17
Læs også
Naturstyrelsens vandretursfolder: Hanstholm.
Miljøministeriet Natura2000-område: Hanstholmreservatet, Hanstholmknuden, Nors Sø og Vandet Sø