Eskær Gods
Introduktion
På grænsen mellem det vendsysselske bakkelandskab og Skagens Oddes vidtstrakte flader ligger Eskær Gods med herregårdstypiske marker, enge og skove. Alle godsets 250 ha er fredet, og de smukke landskaber kan opleves til fods eller fra cyklen.
Landskabet
De 250 ha udgør et karakteristisk nordjysk herregårdslandskab med dyrkede marker, skovenge, mosearealer og højstammet skov. Terrænforholdene er meget varierede, lige fra de helt flade og lavtliggende opdyrkede mosearealer (Måstrup Enge), til de stejle bakker og dybe kløfter i skoven. På skovens nordøstlige side er forskellen især markant. Det skyldes, at arealerne, som skoven ligger på, er det yderste af det gamle morænebakkeland fra sidste istid. Morænebakkerne når op i 62 m højde. Nordøst herfor har havbunden gennem de sidste 8-9000 år hævet sig og dannet grundlag for Skagens Odde, som bl.a. her ved oddebasis er meget flad. Ved Måstrup Enge er højden over havet blot 17-18 m. Cykelrute nr. 3 løber langs kanten af skoven, hvor stenalderhavet i sin tid slikkede op ad kystklinterne.
I det bakkede landskab består undergrunden af morænesand, -grus og noget ler. Jordbundens næringsindhold veksler en del de forskellige steder, hvilket betinger en betydelig variation i vegetationen.
Plantelivet
Løvskovspartierne består for det meste af bøg af lokal proveniens (dvs. sorter, som er oprindelige for egnen). De angives at være de nordligst forekommende spontane bestande i Danmark. I de sumpede områder vokser en del ask , og dele af skoven er tilplantet med ædelgran .
Skovbundsvegetationen er ganske interessant. Foruden de almindelige arter som f.eks. hvid anemone og skovsyre finder man en del arter, som er typisk østdanske og relativt sjældne for denne landsdel. Det gælder bl.a. tandrod , som er en let genkendelig korsblomstret plante. Dens frugter bliver normalt ikke modne, og den klarer så spredningen vha. de små violette yngleknopper, der sidder i bladhjørnerne. Sanikel , firblad , skov-star , enblomstret flitteraks , skov-padderok , lund-padderok og skovmærke er andre østdanske arter, som findes i Eskær Skov.
Skovengene er et landskabeligt plus, men botanisk set ret fattige. Der kan dog findes alm. milturt og engkarse .
Dyrelivet
I og tæt på skoven findes flere lokaliteter med flagermus, formodentligt dværgflagermus. Gården Bjørnager i nærheden huser en koloni på p.t. et halvt hundrede dyr. Af andre pattedyr er der naturligvis rådyr , og desuden ses ind imellem krondyr , som ellers overvejende holder til i moseområderne lidt længere mod nord og nordøst. Der lever en del grævlinger i skoven, bl.a. på Brokbakken. Der har de sikkert været i mange år, idet brok jo er det gamle danske ord for grævling.
Skoven huser en række fuglearter, som er typiske for gammel løvskov: duehøg , musvåge , spætmejse , stor flagspætte , grønspætte og skovsanger. Af andre fugle, der observeres jævnligt, kan nævnes huldue , som yngler uregelmæssigt, de fleste mejsearter, også halemejse , samt træløber .
Med beliggenheden tæt på Skagens Odde passeres området af en del rovfugle på trækket om foråret. Traner ses ofte raste i engene neden for skoven.
Kulturhistorie
Eskær stammer helt tilbage til 1300-tallet. Da var det en adelsgård tilhørende ridderen Stig Pedersen. Gården har været omgivet af voldgrave fra middelalderen og helt op i 1880’erne. Den smukke trefløjede hovedbygning, der står med hvide mure og rødt tegltag, er opført i 1844 og senere ombygget i 1880’erne. Avlsbygningerne er ombygget flere gange i 1900-tallet; tilsammen udgør alle bygningerne et harmonisk hele.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Her beskrives en varieret vandretur på ca. 5 km. Den forløber ikke kun i det fredede Eskær Gods, men bevæger sig også ind på naboarealerne, der er mindst lige så seværdige. Syd for Eskær ligger de statsejede ejendomme Bjørnager og Højen med flotte landskaber og en rigdom af spor og minder fra Danmarks tidligste historie. Her finder man desuden museumsudstillinger og spændende formidling af områdets historie.
Turen kan passende starte ved Eskærs bygninger (1), hvorfra en markvej fører mod ØNØ op mod skoven. Lige inden skoven ses en af stedets højeste bakker, Sortehøj, på højre side (2). Bag den anes nogle af de mange bronzealderhøje, som har givet navn til området Ellevehøje (6).
Stien fortsætter nu i Eskær Skov (3) gennem nogle meget imponerende bøgeskovspartier med stejle skrænter og små vandløb i dalbundene. Stien går her ned ad den gamle kystskrænt fra stenalderen, og den og skoven ender med udsigt ud over de opdyrkede Måstrup Enge (4), hvor man en del af året kan se den sorte mosejord. Vejen (en del af cykelruten ”Hærvejsruten) følges til højre, til man når gården Bjørnager (5). Avlsbygningen rummer en udstilling af gamle landbrugsmaskiner, og der er fri entre.
Gå videre op ad den stejle hulvej; den fører op til Ellevehøje (6), som er et smukt overdrevs- og græsningsareal med gravhøje fra ældre bronzealder (1800-1000 f.Kr.). Man kan vælge at gå ned til venstre for at besøge ejendommen Højen (7) med landbrugsmuseum og informationsbygning. Ellers fortsættes ad hulvejen, tværs over ”Oldtidsstien” og videre ad markvejen tilbage til Eskær.
Vejbeskrivelse

Fra Frederikshavn kan Eskær Gods nås således: kør mod Skagen ad vej 40. I Jerup drejes til venstre mod Mosbjerg ad Sindalvej. I Mosbjerg drejes til højre ad Mosbjergvej; umiddelbart efter bygrænsen ligger Eskær Gods ind til højre.

GPS-koordinater:
N 57° 30.553', E 10° 17.076'

Der går bus fra Frederikshavn til Mosbjerg (NT busser rute 228).

Vis  Eskær Gods  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Eskær Gods er fredet i 1991.
Fredningen omfatter ca. 250 ha, hvoraf 110 ha er agerjord, og 76 ha er skov.
Fredningen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening med det formål at sikre områdets naturvidenskabelige, landskabelige, kulturhistoriske og rekreative kvaliteter. Fredningen var frivillig og uden erstatninger.
Fredningen skal sikre en høj andel af løvskov i skovområderne, bl.a. med lokal bøg og ask. Der gives mulighed for naturgenopretning, fx med konvertering af nåleskov til løvskov og etablering af naturskov. Der er også mulighed for naturpleje, i form af græsning, slåning og rydning af selvsåning.
Offentligheden har adgang til området efter de almindelige bestemmelser i naturfredningsloven.
Link til fredningskendelse
Eskær Gods , 1991
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Hjørring Kommune
Nørregade 2
9800 Hjørring
Tlf.: 72333333