Dalene ved Resenbro ligger ved randen af de store gletsjere, som engang dækkede størstedelen af Danmark. Da gletsjerne smeltede tilbage i slutningen af sidste istid, skar smeltevandet dybe kløfter ned i terrænet og skabte det dramatiske og storslåede landskab, som findes i dag.
Dalene ved Resenbro
Introduktion
Silkeborg by ligger placeret i et af Danmarks smukkeste landskaber. Dybe slugter skærer sig ned i det højtliggende moræneplateau og er naturlige adgangsveje til Gudenåens brede ådal og grønne enge. Hvor terrænet har villet det, er åen omdannet til en række af store søer på sin vej ud i Randers Fjord. Øst for Silkeborg ligger Nordskoven, som er ejet af Naturstyrelsen og delvist habitatområde. Det område, som foreslås fredet strækker sig østpå fra Nordskoven og sydpå fra Gudenåens brede smeltevandsterrasser og skrænter. Længere mod øst brydes skoven af en golfbane, som mellem de græsklædte spillebaner stadig har langstrakte parallelle områder med skovklædte skrænter. Endnu længere mod syd på det høje moræneplateau ned mod Hårupvej og Hårup, er jorden opdyrket, og giver mulighed for udsigt mod nord, imod skovene og Gudenådalen. Her fornemmes de geologiske formationer i en sammenhæng, der vidner om en dramatisk dannelse i slutningen af sidste istid. Overalt i fredningsområdet findes små og større naturområder med eng, hede, mose, overdrev og søer. Tillige hermed fortæller talrige fund i jorden os, at område gennem mange tusinde år har været attraktivt bosætningsområde for vores forfædre. Nye fund dukker op med jævne mellemrum når der skal anlægge veje, nye erhvervsområder og i forbindelse med den almindelige landbrugsdrift.
Nord for Gudenåen ligger Gødvadfredningen fra 1978, som omfatter over 600 ha. Baggrunden for den fredning var ligeledes områdets store landskabelige og geologiske værdier. Gødvadfredningen blev gennemført for at bevare området i den nuværende tilstand, dog med mulighed for en række landskabelige og naturmæssige forbedringer. Nærværende fredning støder mod nordvest op til gødvadfredningen, så de værdifulde naturområder og landskaber på begge siden af gudenåen beskyttes, plejes og udvikles i en sammenhæng.
Fredningsområdet er på grund af sin beliggenhed umiddelbart uden for Silkeborg under konstant pres fra byudvikling, erhverv, veje og idrætsanlæg. Bare inden for de seneste få år er golfbanen blevet udvidet fra 18 til 27 huller. Før udvidelsen henlå udvidelsesarealet i skov, som i forbindelse med udvidelsen delvist blev fældet. Desuden blev terrænet jævnet og drænet og fremtræder i dag meget friseret og parkagtigt. Lokalplanen som regulerer golfbanen omfatter ca. 140 ha, hvoraf golfklubben lægger beslag på 115 ha. Her ud over er der 25 ha såkaldt tilgrænsende arealer, som ikke er golfbane i dag, men hvor ønsket om, at de helt eller delvist skal overgå til golfbaneformål er nærværende.
I golfbanens nordlige grænse mod Resenbro er der inden for de allerseneste år udlagt et område til boliger. Området var ellers tænkt som et ”ukrænkeligt bufferareal” mellem beboelsen og golfbanen, men planer kan ændres, og blev det altså også her.
Mod nordøst støder fredningsområdet op til Jyllandsringen, som er et motorsportsanlæg med dertil hørende funktioner. Anlægget er placeret på en af de fremskudte terrasser 65 meter over havet.
Landskabet
Sidste istid (Weichsel istiden) varede fra ca. 115.000 år til 10.000 år før nu og er i al væsentlighed den begivenhed, der har skabt nutidens landskab i Silkeborg kommune. Store dele af landet var under Weichsel istiden isfrit. Under istiden var der flere større og mindre isfremstød. I den tidlige del af istiden tyder undersøgelser på, at isen har dækket det vestlige Jylland frem til Ringkøbing Fjord. Den mest markante begivenhed finder dog sted sidst i Weichsel istiden hvor isfronten, efter tilbagesmeltning fra det vestlige Jylland, igen rykker frem fra nord og nordøst, til det der i dag betegnes som Hovedopholdslinien. Hovedopholdslinien udgør i dag et markant landskabselement. Årsagen til Hovedopholdslinjens markante præg er, at isfronten stod det samme sted i lang tid. I den tid strømmede smeltevandet fra isfronten mod vest og dannede den vestjyske hedeslette. Efter tilbagesmeltning fra Hovedopholdslinien følger endnu et isfremstød fra sydøst, som danner den Østjyske Israndslinie. Under tilbagesmeltningen af isfronten blev der efterladt større blokke af is. Isblokkene dannede et dødislandskab, hvor der senere opstod lavninger og søer i landskabet. Dødislandskaber ses blandt andet umiddelbart nord for Silkeborg by samt i den nordvestligste del af kommunen langs med Hovedopholdslinien. I takt med israndens tilbagesmeltning skabtes der hele tiden nye afdræningssystemer. Ved tiden for isfremstødet til den Østjyske Israndslinie foregik afstrømningen således til Randers Fjord. Karakteristisk for Gudenå Systemet er terrasserne, som kan observeres i nutidens ådale dannet under afdræningen. Terrasserne er dannet i forbindelse med skiftende afdræningsforhold. En øget afsmeltning eller ændrede afdræningsforhold betød, at smeltevandet eroderede sig dybere ned i en allerede eksisterende smeltevandsdal. Langs ådalsiderne ligger aflejringer fra det tidligere afdræningsniveau efterfølgende tilbage og danner i dag terrasser. Gudenå Systemet omfatter et helt dalkompleks af afdræningsveje for smeltevandet fra det øst- og midtjyske landområde. Systemet strækker sig fra Silkeborg by mod nord op til Randers Fjord. Afsmeltningen er foregået i flere stadier karakteriseret ved terrasser i forskellige niveauer langs dalsiderne.
Gudenåen er Danmarks længste å med sine 158 km. Den snor sig gennem Silkeborg og er med til at gøre byen til en af landets smukkeste byer. Fra sit udspring i Tinnet Krat løber åen ad omveje mod nord, hvor den blandt andet passerer Mossø og Salten Langsø, inden den passerer gennem Silkeborg og videre mod nordøst på sin vej mod Randers Fjord. Umiddelbart øst for Silkeborg passerer Gudenåen gennem Resenbro, der er forstad til Silkeborg. Resenbro er en langstrakt bydannelse langs med og syd for Gudenåen, der ligger som en visuel grænse mellem åen og det bagvedliggende landskab. Dette landskab, som engang hang naturligt sammen med Gudenådalen, hører til et af landets flotteste. Med dybe slugter, stejle skrænter og højtliggende bakker kan man gemme sig i terrænet eller på toppen få en udsigt over det midtjyske skov og sølandskab. Gennem de sidste mange år er der gjort store indgreb i landskabet til både golfbane og motorsportsbane, ligesom den almindelige skov- og landbrugsdrift sine steder har skabt et juletræstilplantet landskab, som hverken giver udsigter eller artsrig natur.
Fredningsområdet omfatter de parallelle dale, Stidal, Dybdal, Rådal, Trolddal, Grøndal og Vadsti Dal, som gennemskærer området i en nordvest-sydøst-gående retning og markerer de dybe erosionsslugter, som smeltevandet skabte i forbindelse med afsmeltningen af de store gletsjere, der, som før nævnt, i flere perioder dækkede dele af landet.
Plantelivet
Skovene, der dominerer omkring halvdelen af fredningsområdet, er en del af Nordskoven. Nordskoven ligger, som en bred odde i et knæk på Gudenåen med Brassø mod syd og Silkeborg Langsø mod nord. Landskabet er præget af bøgeskov og bevoksninger med graner, bl.a. store douglasgraner fra Nordamerika. De centrale dele er et højland, der afgrænses af stejle skrænter ned mod flade smeltevandssletter.
Hårup Sande i fredningsområdets vestlige del er et tidligere sandflugtsområde. Fyrreskoven i Hårup Sande blev plantet fra ca. 1850 på det rage sand for at standse sandflugten. I dag er det en spændende skov med sjældne dyr og planter.
Dyrelivet
Det skiftende skovbillede inden for fredningsområdet tiltrækker mange fuglearter. Sortspætten og flagspætten ses hyppigt, men også grønspætten kan træffes. Sortspætterne hugger redehuller i høje slanke bøge uden sidegrene og efter brug overtages redehullerne af hulduer og flagermus. De store nåleskovsområder har tidligere været yngleplads for den meget sjældne nøddekrige og sandsletterne er velegnede til krybdyr. Både hugorm, skovfirben og stålorm er almindelige i lysninger og langs vejene.
Hårup Sande er især kendt for sine gode svampe, men her findes meget andet, f.eks. sjældne laver og femradet ulvefod. Schoubyes Sø blev gravet, da man manglede fyld ved anlægget til Ringvejen i årene op til 1960. I forbindelse med gravearbejdet efterlod man nogle småøer tilbage, så jordrugende fugle kunne være i fred for rævene – det er forklaringen på søens tre små øer. Søen er omgivet af nåletræsplantage og ligger i et sandigt og meget næringsfattigt område. Den har ingen tilløb eller afløb. Det betyder at der ikke er nogen næringsstofforurening fra landbruget, da der ikke er marker i nærheden. Derfor anses den for at være den reneste af søerne i Silkeborgs omegn. Søen har siden sin opståen stabiliseret sig i en klarvandet tilstand med udbredt undervandsvegetation. Årsagen til det er utvivlsomt den meget næringsfattige jordbund og den beskyttede beliggenhed i skov. Da søen er så ung, må det forventes, at plante- og dyrelivet i søen ændrer sig med årene.
I dag er området et meget besøgt udflugtsmål og også yngleplads for tusinder af skrubtudser, guldsmede og drikkested for skovens dyr.
Mosen langs Skærbækken på golfbanens nordlige areal har en meget fin botanik med flere sjældne arter. Mosens mere tørre del har en bundvegetation domineret af dværgbuske som hedelyng, tyttebær og revling, med indslag af klokkelyng, alm. star, smalbladet kæruld, tue-kæruld og blåtop. Den sydlige del af mosen, syd og øst for golfklubbens maskinhus, er ret tør hedemose, domineret af hedelyng, klokkelyng og blåtop.
Kulturhistorie
Der er otte kendte og synlige oldtidshøje indenfor fredningsområdet. Det er sandsynligt, at der tidligere har været langt flere, som er overpløjet og efterhånden forsvundet.
I forbindelse med det igangværende motorvejsbyggeri syd og vest for fredningsområdet er der gjort mange interessante arkæologiske fund inden for de sidste år.
Ved Hårupgård er der blandt andet fundet en romertidsbebyggelse og vikingetidsgrave, og ved udgravningerne ved Vestergård er der fundet det indtil videre længste jernalderhus i Danmark på hele 65 meter. Huset lå i en jernalderlandsby, som har dækket et areal på ca. 5 hektarer og der er registreret over 25 gårdsanlæg. Det ser ud til at landsbyen har bestået af 3-4 samtidige gårdsanlæg, der er blevet flyttet eller genopført.
Fundene, som man kan læse mere om på Museum Silkeborgs hjemmeside, er de synlige vidnesbyrd om at egnen har været beboet i flere tusind år
Langs fredningsområdets nordøstlige grænse ligger Adelsvejen, som er resterne af vejen mellem Skanderborg og Viborg. En strækning på 2 km af Adelsvejen ved Resenbro ligger i dag næsten urørt hen og har det samme forløb, som da den i Middelalderen udgjorde hovedfærdselsåren mellem Skanderborg og Viborg. Området omkring Adelsvejen rummer en unik koncentration af natur, geologi og kulturhistorie.
Vejens historie går mindst tilbage til 1200-tallet. Fra Kongebyen Skanderborg over Illerup og nord om Dover til Siim. Herfra fortsatte den nordover til Knudbro, Tulstrup, Bomholt og Linå for at passere Gudenåen ved Resenbro. Ved Resenbro krydser den Gudenåen, først som et vadested og senere som en bro, der første gang blev nævnt i 1548 som Resendals Bro, tilhørende kongen. På nordsiden af åen fortsatte den over Svovlstrup og Tvilum, forbi Allinggård og Grønbæk til Ans for at ende i Viborg – Jyllands hovedstad på den tid.
Vejens forløb ved Resenbro er meget smukt og rummer netop her en rig historie. Fra Resenbro går vejen mod syd, passerer gravhøjen Rethøw, som blev brugt til skafot og galge. Kort herefter går den op gennem en meget fin sideslugt til plateauet over Gudenådalen. Her passerer stien de 2 gravhøje Bredhøj og Rulleshøj og har sit videre forløb mellem markerne med udsigt til Skellerup og Skellerup Nygårde, hvor den slutter sig til landevejen Mørkdalvej, som går til Linå. I forbindelse med et skovrejsningsprojekt i 2008 blev der på bare en hektar blotlagt 150 kogegruber med rige forekomster af kulstykker og sortsvedne sten. Hele området rummer sandsynligvis betydelige uafdækkede arkæologiske værdier.
Ture og seværdigheder
Området er generelt velforsynet med stier både på den del, der er ejet af Naturstyrelsen og på golfbanearealet. På de private arealer er der nogle få eksisterende trampespor, som i medfør af fredningen ikke kan nedlægges. Fredningen har sikret etableringen af et trampespor i forlængelse af Adelsvejen langs et levende hegn i skellet mellem 2 ejendomme nogenlunde i det oprindelige tracé.
Der findes i dag en mindre hundeskov i Nordskoven i fredningsområdets vestlige del.
Om sommeren bades der i Schoubyes Sø, og både vandrere, løbere og cyklister træffes hele året overalt i statens skov.
Der er i medfør at naturbeskyttelsesloven fri fladefærdsel i de offentligt ejede skove. Med fredningen lægges det op til, at alle arealer i offentligt eje såfremt de sælges til private, fortsat har adgangsret for offentligheden som for offentlige skove. Det betyder blandt andet at der vil være mulighed for fladefærdsel hele døgnet.
Vejbeskrivelse
GPS X:, Y:
Flere veje omkranser fredningsområdet. En mulighed er at parkere ved golfbanens parkeringsplads, som man kommer til ad Sommervej.
Flere veje omkranser fredningsområdet. En mulighed er at parkere ved golfbanens parkeringsplads, som man kommer til ad Sommervej.
Fredningen og dens pleje
Fredningens formål er at sikre sammenhæng mellem de fredede områder nord for Gudenåen og skovene vest for fredningsområdet. Endvidere er formålet at sikre og udvikle de tilbageværende natur- og landskabsværdier, sikre områdets rekreative og geologiske værdier samt sikre at området ikke fragmenteres, og at der gennem pleje og drift sker en udbygning af naturområdernes indbyrdes sammenhæng inden for området, således at området med tiden udvikles til en tilstand med større naturindhold samt landskabelig og rekreativ værdi. Fredningen bidrager til at sikre levesteder for en lang række truede arter i området.
Link til fredningen; Dalene ved Resenbro: https://www2.blst.dk/nfr/08189.00.pdf
