Bolderslev og Uge skove
Introduktion
Fredningen af de to skove seks kilometer sydvest for Aabenraa er nogle af de første skovfredninger, der følger op på den danske naturskovsstrategi. I løbet af en årrække vil disse skove udvikle sig uden menneskelig indvirkning – til glæde for træer, planter, dyr, grundvand og mennesker.
Landskabet
De fredede skove ligger lige på israndslinjen. Hertil nåede den sidste is. Den standsede op og smeltede. Nogle steder var det såkaldt død-is – enorme isklumper – der havde mistet kontakten med isfronten, der gennem hundredvis af år smeltede og efterlod et landskab præget af dybe lavninger. Andre steder er det randmorænen, altså den forreste del af isfronten, der har flyttet rundt på sten, jord og sand og efterladt et bakket landskab. Skovene har flere kalkrige søer og vandhuller.
Netop beliggenheden af israndslinjen har været bestemmende for placering af jernbane og motorvej. Begge trafiklinjer ligger lige vest for israndslinjen, og lige øst for skovene, dér hvor smeltevandet fossede mod vest og glattede landskabet ud. Det efterlod et fladt landskab, bekvemt at bygge huse på, og anlægge jernbaner og veje.
Plantelivet
Skovene har altid været ekstensivt drevet, og det har skabt gode betingelser for stor artsmangfoldighed. Her er mange forskellige træarter: Lind , eg , bøg , rødel , birk , avnbøg , bævreasp , ask , elm , røn , skovæble , hassel , kristtorn , tjørn og tørst .
Blandt de mere sjældne arter er småbladet lind , der i Bolderslev og Uge skove har en af sine største bestande i Danmark. Også den uhyre sjældne storbladet lind findes i skovene.
Der er registreret ikke færre end 300 forskellige træer og urter. Busken sort pil og engblomme er blandt de mere sjældne. Orkideerne skov-hullæbe , ægbladet fliglæbe , skov-gøgelilje og tyndakset gøgeurt er også at finde i fredningen.
Engblomme kan lide næringsrige enge. Foto: Biopix/ Nils Sloth
Dyrelivet
En urørt naturskov vil også automatisk betyde mange forskellige dyrearter. De fugle, der anlægger reder i træstammer, har mange valgmuligheder, når der er mange døende og rådnende træer i skoven. Den store flagspætte og den korttåede træløber er blandt dem. Træløberen har sin tætteste bestand i Danmark i egnen omkring Bolderslev og Uge skove. De lidt mere sjældne arter af rovfugle som duehøg og rød glente yngler i skovene. Den røde glente er en meget elegant rovfugl og den eneste med kløftet hale. Den holder ofte til ved den nærliggende motorvej. Den spiser ådsler og ses ofte af forbipasserende bilister under dens søgen efter døde dyr i rabatterne.
Som i andre fredninger – blandt andet Røllum Skov på den østlige side af motorvejen – er der også stor salamander og bjergsalamander i skovene.
De mange forskellige arter har betydet, at skovene er udpeget som EF-habitatområde.
Den store vandsalamander kendes på, at maven er svovlgul med sorte pletter. Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
Omkring Aabenraa har tidligere ligget et stort og sammenhængende løvskovsområde. Dengang, for 300 år siden, var også Bolderslev og Uge skove meget større end de er i dag, hvor de tilsammen dækker et areal på omkring 155 ha, 1,6 km².; De store skove var ikke sammenhængende, men lå som grønne mosaikker afvekslende med åbne landskaber.
Siden har den sønderjyske motorvej skåret sig tværs igennem området og er i dag en barriere for dyr og planter.
Før fredningen af skovene var de ejet af egnens bønder, der hver havde deres parcel i de to skove. Fredningen medførte, at Skov- og Naturstyrelsen opkøbte hele arealet og det betyder, at det nu er meget enklere at få genskabt en urørt og artsrig skov.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er lavet en vandrerute i skoven på 4,5 km. Den kan afkortes til 2,5 km. Man skal være godt gående for at kunne færdes ad den simple sti, der fører forbi græsningsenge, vandløb, skovens største egetræ og flere andre spændende steder.
I alle offentlige skove er der fri færdsel også udenfor veje og stier, men Skov- og Naturstyrelsen opfordrer til, at man følger den udlagte, markerede vandrerute under besøget.
Vejbeskrivelse

Vandreruten begynder vest for skoven ved en P-mulighed på Bolderslev Skovvej.
Position: N 55º 00' 23.62" E 09º 20' 53.43"

Køreanvisning til stedet:
Tag afkørsel 72 på E45 og kør mod Tinglev, rute 42. Efter ca. 2 km drej til højre ad Oksevejen/Hærvejen og fortsæt til Bolderslev Skovvej, hvor der efter et venstresving drejes til højre – P-plads på højre side (med infotavle og folderkasse).

Vis  Bolderslev og Uge Skove  på et større kort
Fredningen og dens pleje
Bolderslev og Uge skove blev fredet i 1999 af Naturklagenævnet. Sagen blev rejst i 1996 af Skov- og Naturstyrelsen og det daværende Sønderjyllands Amt.
22 lodsejere, der tidligere havde op mod 60 små parceller i skoven, blev købt ud af Skov- og Naturstyrelsen og fik sammenlagt 2.646.000 kroner i erstatning.
Skovene skal overgå til urørt skov, og det betyder, at de skal have lov til at passe sig selv – Danmarks svar på urskove.
De landbrugsjorde, der ligger nær ved eller inde i fredningen, skal enten overgå til våd eng eller græsningseng. Der har været drænet i de fleste skove herhjemme, også Bolderslev og Uge, men det skal ophøre, så våde enge og sumpskov bliver mere udbredt fremover.
De lokale landmænd var imod en fredning, og heller ikke den øverste fredningsmyndighed, Naturklagenævnet, var enig. Bl.a. var den tidligere miljøminister, Hans Christian Schmidt, modstander, og mente af fredningen var overflødig.
I forbindelse med fredningen skal lokale jægere have mulighed for at udøve en begrænset jagt i skovene.
Link til fredningskendelse
Bolderslev Skov , 1999
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Aabenraa Kommune
Skelbækvej 2
6200 Aabenraa
Tlf: 73767676
Læs også
Naturstyrelsens folder: Bolderslev Skov.
Miljøministeriet Natura2000-område: Bolderslev Skov og Uge Mose