Als Odde
Introduktion
Mens sydsiden af Mariager Fjords udmunding i Kattegat er ødelagt på grund af store inddæmninger og afvanding, er nordsiden uberørt og fredet. Det er et skønt og herligt sted at besøge, med vader, strandenge og et lille, hyggeligt fiskerleje. Tidligere var her et toldsted og dampskibsforbindelse til København. I dag er det naturen og fuglene, der råder her. I baglandet er der en plantage, som i dag rummer et større sommerhusområde.
Landskabet
Hele området her omkring Mariager Fjords udmunding i Kattegat er forholdsvis nyt land. Tilbage i stenalderen lå det under havets overflade, og kun Bjerget ved Helberskov og bakkeknolden med Als by stak op over havet som øer. Men i takt med landhævningen opstod det flade landskab, og langs kysten dannedes et strandvoldssystem. Denne dannelse fortsætter stadig, hvor krumodder og revler, der er tørre ved lavvande, præger det op til 1 km bredde vadeområde ud for kysten.
For at beskytte landbrugsarealer ned mod Mariager Fjord, som ligger kun omkring 1 meter over havets overflade, mod oversvømmelse, er området inddiget og afvandes med pumpestationer. Det gælder dog ikke den yderste spids af Als Odde, som udgør det fredede areal.
Området langs kysten fra Als by ned mod Als Odde var tidligere plaget af sandflugt, fordi de store sandflader ved kysten, sammen med datidens overgræsning, gav vinden frit spil. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at tilplante området ud mod kysten, der i dag rummer store sommerhusområder.
Forfaldne skure giver et nostalgisk og historisk billede af miljøet langs fjorden ved Als Odde-fredningen. Foto: Svend Grønkjær Madsen
Plantelivet
Als Odde er af stor botanisk betydning på grund af en særdeles artsrig såkaldt lichénvegetation (lavarter), med sjældne arter som mat skjoldlav (Peltigera malacea) og Thelidium minutulum.
Men botanisk er området også interessant for andre end plantenørderne. Her findes flere af strandengens salttålende planter. Især skal nævnes de ikke helt almindelige tætblomstret hindebæger og udspilet star , der ofte vokser sammen de smukke lilla strand-asters og den sølvgrå strand-malurt . Sodaurt , tykbladet mælde og klit-stedmoderblomst findes ligeledes. Der er også chance for at finde en af områdets botaniske sjældenheder, den iøjnefaldende kurveplante kær-svinemælk .
Tætblomstret hindebæger bruges ofte i tørret form i blomsterdekorationer. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Det lavvande fjordområde ved Als Odde er vigtige raste- og fødeområder for trækkende ande- og vadefugle. Særlig bemærkelsesværdig er forekomsten af den lysbugede knortegås , idet næsten hele verdensbestanden på 5000 fugle i perioder opholder sig her eller i nabolaget. Gæssene søger især ålegræs og havgræs, og da ålegræsset gennem de senere år har været i tilbagegang på grund af forurening, går fuglene også på land og græsser på strandengene.
Det fjorden tillige er rig på, er muslinger (for eksempel hjertemusling og blåmusling ), og det tiltrækker i vinterhalvåret store mængder af dykænder, blandt andet ederfugl , sortand, fløjlsand , hvinand og stor skallesluger .
Af ynglende vadefugle i området kan nævnes rødben , strandskade og stor præstekrave , mens almindelig ryle , stor regnspove , hjejle og strandhjejle kommer forbi på træk. Af ynglende småfugle ses engpiber og bynkefugl på strandengene. I plantagen yngler blandt andet musvåge , natugle , rødstjert , træløber og gråsisken .
Strandskaden med det karakteristiske røde næb.
Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Ved Als Odde findes et helt lille samfund med havn, lodsstation og moderne lodsbåd. Herfra går lodsen ud, når skibe skal lodses gennem fjorden, hvilket bliver til omkring 650 gange om året. Den 5. maj 1945 blev lodsen Ib Velling skudt her af tyske soldater. Han havde nægtet at lodse tyske skibe til Hobro. På det sted hvor han blev fundet, ligger en natursten med hans navn på.
På grund af beliggenheden ved fjordens munding har stedet også været af militær betydning, og her har engang ligget en skanse. I 1860’erne blev der oprettet et toldsted her, med tilhørende toldbygning, en herskabelig toldkontrollørbolig og to mindre huse til de to rorsbetjente. Havnen var også engang anløbssted for dampskibsforbindelsen mellem Hobro og København.
I baglandet ligger de to landsbyer Helberskov og Odde, som begge er smukke eksempler på bevaringsværdige landsbymiljøer. Gårdene ligger tæt samlet omkring gadekæret, og her ses mange kønne bindingsværksgårde og -huse fra 17-1800-tallet. Helberskov ligger neden for bakken Bjerget (24 meter over havoverfladen), hvorfra der er en storslået udsigt, og hvor tyskerne under 2. verdenskrig havde et kystbatteri.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er fri adgang til det fredede område og i plantagen nord for fredningen er der offentligt tilgængelige stier.
Turforslag
Det er oplagt at gøre et stop på Als Odde sammen med besøg i andre fredninger langs Mariager Fjord.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Havn. Det lille fiskerleje er et af de hyggeligste steder ved Mariager Fjord.
2. Strandenge. Her findes et interessant planteliv med blandt andet smukke lilla strandasters og sølvgrå strandmalurt.
3. Vader. Her fouragerer vadefugle ved lavvande, blandt andet strandskade og stor præstekrave.
Vejbeskrivelse

Fra Hadsund kører man til Als by og herfra sydpå gennem landsbyen Helberskov til odden.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen på odden.

Fredningen og dens pleje
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97113000
Læs også
Om vildtreservatet Mariager Fjord