Åstrup Gods

Introduktion

Landskabet

Den gamle herregård ligger malerisk i bunden af den dybe brede ådal, der er dannet ved istidens afslutning og i postglacialtiden i en oprindelig dybt nederoderet erosionsdal fra tertiærtiden. Gennem dalen er det næsten 50 kvadratkilometer store dødisområde mod syd – helt ned til Skjoldenæsholm – blevet afvandet til Isefjorden.

Desuden afvander Elverdamsåen de store højtliggende grundvandsmagasiner øst og vest for åen. Dette viser sig i det øvre løb ved en række udskridninger i dalsiden – kildenicher. Elverdamsåen indgår som en del af parken. Her har den bevaret sit oprindelige slyngede forløb. Fra åen rejser landskabet sig mod øst og vest hurtigt til over 50 meters højde. Flere steder giver de mange væld anledning til skovklædte render ned mod åen gennem de ellers store udelte dyrkningsflader.

Den gamle lindeallé fra Landevejen til slottet fuldender billedet af herregårdslandskabet.

Mod nord ligger den store gård Nyrupgården, der engang var en hel landsby. Mod øst i Koskov flader terrænet ud for igen at stige yderst i Torpeskov op mod Bjergskovs højder.

Elverdamsdalen har sit helt eget farvespil, når markerne er nøgne. Så står den i hvide, grå, brune, gyldne, røde og sorte nuancer på grund af sit store indhold af kildekalk, okker og brunsten. Siden istidens slutning har kildevæld afsat disse stoffer.

Når regnen siver gennem det stærkt kuldioxidholdige humuslag dannes kulsyre. Denne opløser jordens indhold af calcium-, jern- og manganforbindelser. Vandet siver herefter gennem de store grusformationer i højlandet på begge sider af dalen, for til sidst at bryde ud som kilder på dalsiderne og i dalbunden, hvor kuldioxiden frigøres og jernet udfældes som okker, calcium som kildekalk eller frådsten og manganet som brunsten. I Elverdamsdalen findes Danmarks betydeligste forekomster af kildekalk. Den største enkeltforekomst er 400 meter lang og otte meter tyk. Her fandt en industriel udnyttelse sted, der sænkede terrænet med over fire meter i området omkring det gamle kalkværk nord for kastanjealléen.

Nord for Torpeskov ligger den gamle tørvemose ”Søen”, der efter fredningen er frasolgt godset.

Røde Bro fører vejen over Elverdamsåen. Foto: Bent Gottfredsen

Plantelivet

Åstrups skove er: Broskov nord for Landevejen. Syd for Landevejen Hestehaven, Indelukket, Koskov, Jydeskov og Fredhaven, og øst for Blakledsvej ligger Balleskov og Torpeskov.

Skovene vokser på en god bund med ler og muld. Skovene er overvejende bøgeskov, som stortrives på grund af jordens høje indhold af kalk, hvilket giver høje ”hvide” stammer. I de senere år er større granpartier afviklede til fordel for løvskov, herunder en del eg.

Mod vest i Hestehaven er jorden særlig kalk- og mineralholdig på grund af stort indhold af kildekalk. Her er floraen, navnlig forårsfloraen, særlig frodig. Skovbunden bliver helt dækket af tætte tæpper af hvide og gule anemoner , hulrodet lærkespore , fladkravet kodriver , lungeurt , bingelurt , milturt og stedvis af ramsløg .

I Koskov er den sjældne krat-vikke tidligere fundet.

I den lille Jydeskov er der morbund. Den er hård og sur på grund af ikke nedbrudte humusstoffer, og her er floraen forarmet.

Langs Taderød Bæk er der mange væld med okker og stor artsrigdom. Her er eng-kabbeleje , gul iris , krybende baldrian , fladkravet kodriver , vand-karse og padderokker .

I Torpeskov findes snylterod . Torpesø er en typisk skovsø med klart surt humusholdigt vand. Her er meget at se på. Hvid åkande vokser i søen, og langs bredderne bregnen smalbladet mangeløv i massevis, gul iris , arter af starg, ærenpris , druemunke med sorte giftige bær og på det lidt mere tørre findes den smukke lille majblomst – liljekonvallens lillebror.

I Broskov findes snylteplanten skælrod i stor mængde. Den vokser på rødderne af træer og buske, navnlig hassel . Det er en oplevelse at se dens tætte blegt rosafarvede blomster lyse op i store klynger i maj-juni.

Overalt i skovene er meget store dele af skovbunden dækket af haveplanten tue-gemserod . Den blev i sin tid efter lokal tradition udplantet, da man mente, at den forbedrede jorden. Det er unægtelig et meget smukt og usædvanligt syn, når den med sine store gule blomster i maj-juni dækker skovbunden, så langt øjet kan række, men den kvæler store dele af den naturlige flora, og den er under fortsat udbredelse. Fra skovene foreligger meget omfattende floralister.

I parken vokser der mistelten højt oppe på et asketræ . Her og i Dyrehaven er artsrigdommen også stor. Foruden hele den rige naturlige forårsflora byder parken på meget store tæpper af erantis og vintergæk . I den gamle mølledam, Tobiassøen, lige over for parken findes den sjældne flydeplante krebseklo .

Langs Elverdamsåen er enge og væld med spændende mosser. Lange partier af åbreden dækkes af rød hestehov – H. C. Andersens ”skræpper”. Flot ser det ud, når den blomstrer i det tidlige forår, men den kvæler al anden vegetation. Planten blev udplantet for ca. 200 år siden som levested for de ligeledes udsatte vinbjergsnegle. Hvor hestehoven ikke har taget over, træffes eng-kabbeleje , almindelig mjødurt , grenet pindsvineknop , eng-nellikerod , grønblomstret bjørneklo , milturt og fladkravet kodriver i mængder.

Jydeskov er et godt sted at se efter rørhatte . Tæt på selve slottet kan man være heldig at finde morkler .

Dyrelivet

Kulturhistorie

Oprindelig var Åstrup en landsby. Dens jorder samledes efterhånden under godset, der kendes fra 1400-tallet. De nuværende bygningers nordfløj er antagelig opført i 1500-tallet af den lærde rigsråd Erik Krabbe. På østfløjen ses årstallet 1613 over porten på relieffet med Else Marsvins og Enevold Kruses våbenskjolde. Fløjene er opført af sten fra det nedrevne Sortebrødre Kloster i Roskilde. Den lille sydfløj er tilføjet i 1865 af lensgreve Frederik Vilhelm Dannemand og komtesse Louise Christiane Schulin. Deres våbenskjolde og initialer ses herpå.

Bygningerne ligger på den vestlige del af et anseligt dobbelt voldsted. Dette har dog aldrig haft militær betydning, men er at opfatte som en del af parkanlægget. Efter en brand blev avlsbygningerne i 1873 flyttet væk fra ladegårdens voldsted til sin nuværende placering. Bemærk også her Dannemands og Schulins våbenskjolde. I dag ligger kun herskabsstalden og sprøjtehuset på den østlige del af voldstedet. Desværre er voldgraven her delvis fyldt op.

Broen til hovedgårdens voldsted er flankeret af to herskabelige grundmurede hundehuse. Bygningerne har netop afsluttet en gennemgribende restaurering inde som ude.

Slottets indre er meget smukt og med interessant inventar. Særlig bemærkelsesværdig er de fine gyldenlædertapeter i riddersalen – nogle af Danmarks ældste. Under nordfløjen er smukke hvælvede kældre. Gennem tiderne har mange af landets betydeligste slægter været knyttet til Åstrup bl.a. Krabberne og Billerne.

I 1700-tallet ejedes Åstrup af etatsråd Johan Bartholin-Eichel, der var meget reformivrig og medlem af Den Store Landbokommission, hvis arbejde førte til bøndernes frigivelse. ”Han var sine bønder en ven og velgører”, står der på hans gravminde.

I 1842 købes Åstrup af major Frederik Vilhelm Dannemand, der var et ”naturligt” barn af Frederik d. VI. og Benedikte Frederikke Rafsted, som kongen havde ophøjet til ”oberstinde Dannemand”. F V Dannemand, der med tiden bliver lensgreve, får ingen børn i sine tre ægteskaber. Derfor testamenterer han og hans anden hustru komtesse Schulin godset til det Grevelige Dannemandske Stift, i hvis eje det stadig er. Slottet tjente efter fundatsen til bolig – kaldet Åstrup Kloster – for enlige damer (konventualinder) efter slægts- og standskriterier frem til 1985.

På Soderup Kirkegård findes én begravelsesplads for Åstrups ejere og en anden for konventualinderne. I kirken findes gravmæle for Erik Krabbe og hans hustruer. Begravelserne er af stor kulturhistorisk interesse.

Til slottet er knyttet mange sagn og myter om anefruen, nissen ”11”, den hovedløse vægter og spøgelseskareten. Mest kendt er nok sagnet om trolden, der viste Bille, hvor han kunne finde vand til syv møller, der aldrig skulle mangle vand. Til tak satte Bille ham ind som skjoldholder i sit våbenskjold, og der sidder han den dag i dag.

Parken er meget smukt istandsat og bestemt et besøg værd på alle årstider. Bemærk ”vandfaldet” fra den gamle mølledam og den flotte fredede Røde Bro, der fører vejen over Elverdamsåen. Nord for parken ligger den gamle stemningsfulde kastanjeallé og Dyrehaven.

Skovene er meget rige på vejspor fra oldtid til 1700-tallet og på oldtidsagre og oldtidshøje. Agersystemerne hører med sine 15 ha til blandt landets største og mest velbevarede. De fremstår som anselige terrasseskrænter på op til to meters højde og med fem meter brede lave skelvolde. De fleste ligger i Hestehaven. I Fredhaven findes dog også enkelte agersystemer. I Torpeskov findes højryggede agre, antagelig fra middelalder.

I den lille Broskov nord for landevejen findes resterne af den gamle 1700-talsvej fra før den nuværende vejdæmning blev bygget i 1936. Under den findes to fine vandunderføringer udført i kampesten – stenkister. Parallelt med Landevejen løber inde i skoven 16 – 18 ret brede gamle vejspor ved siden af hinanden. De har været i anvendelse fra middelalderen til sidst i 1700-tallet. Når det ene spor op ad den stejle bakke blev for pløret, prøvede man med et andet. Sporene regnes for at være landets største koncentration af sådanne.

På godsets jorder findes søer, dæmninger og vandrender fra mange af de vandmøller, som Elverdamsdalen tidligere var så rig på.

Til Åstrup var i mange år knyttet Åstrup Kalkværk, der var en stor virksomhed med mange ansatte, tipvognstog og kalkbrænderi. Der leveredes brændt kalk, gødningskalk og kalk til fyldstof i asfalt. Indtil for få år siden var en profil af kildekalken synlig i et gammelt brud ved T-krydset nord for kastanjealléen, til stor glæde for geologer og digesvaler.

Åstrup Gods

Introduktion

Landskabet

Plantelivet

Dyrelivet

Kulturhistorie

Ture og seværdigheder

Vejbeskrivelse

Fredningen og dens pleje

Yderligere information