Introduktion
På det nordvestlige Lolland ligger en lille let tilgængelig perle, som ikke mange kender – Frederiksdal Skove. Her er der mulighed for at gå en smuk tur i skovene, og parken til herregården Frederiksdal og videre ud gennem agerlandet til kysten, hvorfra man kan se over til Langeland. Det er kun få steder i Danmark, at man har mulighed for at færdes så tæt på et sådant herregårdslandskab.
Landskabet
Frederiksdal Skove består af to dele, der deles af herregårdens park og en eng, og er overvejende løvskov. Nogle partier er især præget af bøg, men andre steder er adskillige gamle ege et karakteristisk element. Den sydligste del af skovene nær P-pladsen ligger hen som naturskov, der ikke har været rørt siden 1948.
Plantelivet
Fredningen af Frederiksdal Skove gælder især de mange gamle egetræer , hvoraf nogle er op mod 400 år gamle. Ind imellem disse blander sig også et par arter, som man ikke ser så ofte, nemlig navr og avnbøg . Flere af disse har også en betragtelig alder. Af andre træarter er der hassel , bøg , tjørn , småbladet lind og skovelm .
I skovbunden vokser stor fladstjerne , nikkende hullæbe , lodden perikon , desmerurt , hylster guldstjerne , hulrodet lærkespore , gul anemone , dansk ingefær , bjerg-ærenpris , krat-viol , skov-byg , skov-æble , liljekonval , skov-gøgeurt og skov-viol .
Dyrelivet
De gamle egetræer giver en forholdsvis åben skov, der er et godt levested for mange småfugle, for eksempel en del sangere. Også arter som stor flagspætte , spætmejse , misteldrossel og træløber har gode livsbetingelser her. I en del af skoven nær Naturcenteret findes en koloni af fiskehejre , og der er derfor ikke adgang til skoven. Man kan se fiskehejrerne flyve frem og tilbage til rederne fra Naturcenterets pavillon.
Kulturhistorie
Frederiksdal Gods dukker frem af historien omkring 1400 som væbneren Jens Grims: Grimsted. Det var en lille befæstet gård, der lå vest for den nuværende avlsgård. I 1752 købte enkegrevinde Ide Margrethe Knuth stedet og opførte den nuværende hovedbygning i italiensk rokokostil.
Frederiksdal er idag ejet af tredje generation af familien Krabbe. Godset er på 450 hektar, heraf 20 hektar skov og 13 hektar park og have. 1992 etableredes NaturCenter Frederiksdal, som ligger i skoven.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra den omtalte P-plads fører stier ud i det omgivende landskab. Man kan vælge mellem tre vandreture:
Parkturen som er 1 km og markeret med gul
Skovturen som er 2 km og markeret med rød
Strandturen som er 4 km og er markeret med blå
Der er opsat kort over turene på stedet, og man kan tage en folder, som beskriver de forskellige ture. I parken ligger Naturcenteret, som er en mindre pavillon, hvor man kan sidde ved bænke og borde med sin medbragte mad eller kaffe. Her er der også toilet (åbent i sommerhalvåret). Naturcenteret har en lille udstilling med udstoppede fugle.
Hele området er privatejet, og der er adgang efter naturbeskyttelseslovens regler for private områder. Parken er åben hele året fra kl. 8 til solnedgang.
Herregården Frederiksdal stammer tilbage fra omkring 1400. Dengang hed gården Grimsted. Det var først i midten af 1700-tallet, at gården fik navnet Frederiksdal. Den nuværende hovedbygning blev opført i rokokostil i 1756 og blev udvidet mod vest i 1914.
Vejbeskrivelse
GPS X:54º 54.117', Y: 011º 02.754'
<p> Drej fra rute 9 mellem Maribo (34 km) og Tårs umiddelbart før Tårs Færgehavn. Her viser et skilt til ”Naturcenter 3” ad Skovstrædet. Følg skiltene videre til centeret. Umiddelbart efter at vejen har slået et skarpt sving til højre ved herregården Frederiksdal, er der en P-plads (N 54º 54.117' E 011º 02.754') for Naturcenteret.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=54.90208&longitude=11.04592&zoom=16&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
Ejeren af Frederiksdal bestemte i 1948, at en række arealer i godsets skov skulle fredes med henblik på at bevare de mange gamle træer. De fredede arealer udgør 5,2 ha, og hertil kommer fredning af grupper af træer andre steder. Træerne må ikke fældes eller ødelægges, og skulle nogen af dem gå ud, skal der sørges for, at de erstattes ved selvfornyelse.
I 1972 kom der et tillæg til fredningen, hvori det blev bestemt, at den sydlige del af skoven skal henligge som naturskov.
Link til fredningskendelse
Frederiksdal Skove , 1948
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Lolland Kommune
Jernbanegade 7
4930 Maribo
Tlf: 54676767
Læs også
Folderen ”Frederiksdal” udgivet af det daværende Storstrøms Amt fortæller om området og indeholder kort over vandreture. Kan bl.a. fås på stedet (P-plads og Naturcenter).