Holbæk Fælled
Introduktion
Holbæk Fælled – Holbæk-borgernes park, som kan benyttes til alt fra fredfyldte gåture til koncerter til fodboldkampe og hvad hjertet ellers begærer af aktiviteter under åben himmel. Det er et alsidigt område, der både er et vigtigt levested for planter og dyr og ikke mindst de mennesker, som benytter det. Fælleden er nemlig et yndet rekreativt område, som både bliver brugt til sport, motion, gåture og større arrangementer. Området blev blandt andet benyttet til DGIs landsstævne i 2009. Idrætsfaciliteterne er dog kun en lille del af det nu fredede område. Det cirka 158 hektar store område, som ligger lige op ad Holbæk bys sydøstlige del, er blandt andet også kendt for sine mange søer og vandhuller og kuperede terræn.
Landskabet
Både istiden og mennesker har formet landskabet på Holbæk Fælled. Istiden gjorde det indledende arbejde, og siden isen trak sig tilbage har der været markante niveauspring i området. I fælledens vestlige ende ligger Arnolds Bjerg, som rager 25 meter op over det omgivende terræn. Dette er ikke opstået under istiden, men derimod er det blevet til, da man over en 10-årig periode anvendte området som fyldplads for bygge- og vejmaterialer samt råjord.
Det kuperede terræn ligger afgrænset af socialt boligbyggeri i den vestlige ende, og syd for ligger Andelslandsbyen Nyvang, som er et historisk oplevelsescenter. Resten af fælledens opland er landbrugsland. Inde i fælleden er landskabet hovedsageligt åbent og græsklædt, men rundt omkring er der spredte bevoksninger af både levende hegn og skov. I områdets nordøstlige hjørne ligger en frugtplantage og syd for Ny Oldvej ligger en mindre nåletræsplantage.
Det mest gennemgående træk for fælleden er de mange vandhuller, hvor nogle tørrer ud om sommeren, mens andre forbliver vandfyldte hele året. Den nordlige del af fælleden har gennem tiden været mere overladt til sig selv, og fremstår derfor som den mest naturprægede del af området. I den midterste del af fælleden er der plantet tre mindre skovarealer og etableret tre småsøer, hvilket i forbindelse med områdets nordlige område har en gunstig effekt på dyre- og plantelivet, som hurtigt har bredt sig hertil.
Den sydligste og østligste del af fælleden har siden kommunen overtog området i 1982 været udlejet til konventionel landbrugsdrift. Men fordi områderne skulle bruges i forbindelse med DGIs landstævne i 2009 er de nu plantet til med græs.
Plantelivet
Holbæk Fælled er generelt åbent og græsklædt, men som flere steder varieres med skov, levende hegn og et tæt markant bælte af nåletræer fra nordvest til sydøst. I områdets nordøstligste hjørne ligger en frugtplantage, men ud over de enkelte træer i området, er fælleden mest kendt for sine græsarealer.
Dyrelivet
Engene og småsøerne især i den nordlige del af fælleden, giver gode forhold for insekter, padder, fugle og planter. I området er sommerfuglearten blodplet observeret, ligesom spidssnudet frø, tårnfalk, gråstrubet lappedykker, troldænder, blishøns og mange andre fugle.
Ligeledes er der også mulighed for at se musvåge, sølvmåge og rørspurv, og så går der rygter om, at rådyrene er vendt tilbage til fælleden.
Kulturhistorie
Holbæk Fælled har gennem flere hundrede år på grund af sin tilknytning til Holbæk haft tradition for en høj grad af benyttelse: Oprindeligt var området mark- og græsningsområde, der blev drevet af byens borgere fra gårdene, der lå inde i byen. Mellem 1914 og 1982 blev fælleden brugt som militært øvelsesområde, men efter at garnisonen blev nedlagt, blev fælleden købt af kommunen og udlagt som bynært, rekreativt område, hvor Holbæks – og alle andre – kan nyde både idrætsfaciliteter og bynære naturområder.

Holbæk Fælled var i gamle dage det sted, hvor Holbæks borgere havde deres kreaturer på græs. Træerne er en del af et markant bælte af grantræer, som går gennem fælleden. Foto: arkiv
Ture og seværdigheder
Det bynære Holbæk Fælled har altid været brugt som et udflugtsmål for borgerne i Holbæk og vil med den nuværende fredning fortsætte med at blive det. Området har og vil altid have en alsidig benyttelse, hvilket betyder, at der både er plads til højlydte og larmende aktiviteter som fodbold til mere rolige gåture i de mere afsides liggende dele af fælleden. Parken bruges af alle; hundeluftere, motionister, børnehavebørn på tur, folk, der bare skal have et pusterum med lidt frisk luft, idrætsfolk som konkurrerer mod hinanden og folk på ridetur.
I området er det også muligt at finde overnatning i de shelters, som blev bygget i forbindelse med DGIs Landsstævne – de kan findes her. Her er der også mulighed for at grille på den opstillede grill. Shelterpladsen er at finde mellem Arnolds Bjerg og Andelslandsbyen Nyvang, som ligger sydøst for fælleden – de mere præcise koordinater kan findes på linket ovenfor.
Vejbeskrivelse
Adgangsvejene til Holbæk Fælled er mange, da både den vestlige og den nordlige del af fælle-den grænser op til Holbæk by. I den sydlige del, er det muligt at køre ind ad Skagerakvej og parkere på Arenavej, men rundt omkring er der flere andre muligheder – især for de, som er gående, løbende eller cyklende.
Også nord for Andelslandsbyen er der parkeringspladser. Kommer man kørende ad Oldvejen drejer man mod nord ind mod fælleden nogenlunde samme sted, som det er muligt at dreje mod syd mod Andelslandsbyen.
<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=zZzFaTdtH9EQ.kzlDzyhz2Zv8" width="640" height="480"></iframe>
Fredningen og dens pleje
Området er blevet fredet for at sikre både de naturskønne områder samt de rekreative, derfor er fredningen noget speciel. Men ikke desto mindre handler det om at beskytte både dyr, landskab, planter og rekreative værdier af både den stille og støjende slags. Altså en fredning med mange formål.
Fredningen skal sikre områdets landskabelige og naturmæssige kvaliteter, sikre og udvikle områdets rekreative kvaliteter, og skabe grundlag for naturpleje. I den nordlige del – det der i fredningsbestemmelserne kaldes delområde a – skal fredningen bevare de biologiske interesser. I den sydvestlige del, det, der kaldes delområde c, er det de stille rekreative interesser og de landskabelige værdier, som skal beskyttes, og i delområde b – det område, som ligger mod sydøst – er det de mere idrætsmæssige rekreative interesser, som ligger grund til fredningen, da også disse aktiviteter skal sikres.
De biologiske bliver sikret gennem pleje, men også adgangsbegrænsninger på nogle tidspunkter af året. Det betyder, at der i perioden 1. marts til 15. juli ikke må foregår orienteringsløb, ridning, cykelcross eller lignende udenfor de eksisterende stier eller spor, som er udlagt til formålet.
I delområde b er det motionister og friluftsmennesker, der er i højsædet, og her er det tilladt at stille borde, bænke, grillpladser, shelters og naturlegepladser op. Fælleden har gennem årene været brugt til større arrangementer, som DGIs Landsstævne i 2009, og det formål har en del af fælleden stadigvæk. I det område, hvor støjende rekreative aktiviteter kan foregå, kan der ligeledes foregå på den del af området b, som bliver kaldt eventområde, og her kan større arrangementer – med mere end 3000 deltagere – foregå. Af hensyn til dyrelivet skal arrangementerne foregå i perioden 15. juni til første marts.
Fredninger sikrer, at der er forbud mod terrænændringer, opstilling af kiosker skure, el- og lysmaster og andre faste indretninger. Til gengæld er det i forbindelse med naturpleje lovligt at sætte hegn op, så dyr kan græsse med henblik på naturpleje. Samtidig sikrer fredningen, at skovdriften skal være ekstensiv og at der skal anvendes hjemmehørende arter ved foryngelse.
Læs hele fredningskendelsen her.
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Holbæk Kommune
Kanalstræde 2
4300 Holbæk
Tlf: 72363636