Introduktion
Nord for landsbyen Østerbølle, op til Vesterris Plantage, ligger et velafgrænset topografisk plateau, der skråner ned mod Lerkenfeld Ådal. Hele dette plateau er udpeget som kulturarvsområde, og med god grund. For midt i det hele, på en fredet lynghede, findes nogle yderst velbevarede ruiner af en jernalderlandsby. De intakte græstørvsvolde, der har omsluttet hver enkelt bygning, er ikke rekonstruerede, men er de faktiske rester af husene. Der er de sammensunkne vægge af græstørv!
Jernalderlandsbyen blev opdaget af arkæolog og kulturgeograf Gudmund Hatt midt i 1930’erne og er det bedste eksempel i Danmark på, hvordan en landsby fra den tid er indrettet. Der har været foretaget mange arkæologiske undersøgelser af jernalderlandsbyer i Danmark siden, men der har meget ofte være tale om bebyggelse i moderne dyrket mark, hvilket så betyder en dårligere bevaringsgrad. Og alle andre steder har arkæologerne været nødt til at markere husene med små jordvolde.
Landsbyområdet i sin helhed dækker et areal på cirka 400 x 200 meter, og husene ligger med en åben plads i midten. Ni af hustomterne er 5 meter brede og 10-15 meter lange og har formentlig været familiegårde. Til tre af disse gårde har hørt småhuse, måske værksteder, på 3 x 5 meter. Man regner med, at de ni gårde er fra samme tid. Keramikfund daterer landsbyen til tiden fra år 50 før vor tidsregning til cirka år 180 efter tidsregningens begyndelse. Blandt de mest specielle fund er en god portion brændt, spiret byg, maltbyg. Man har altså for 2.000 år siden produceret øl her på stedet.
Tæt ved gården Sofiesminde har man fundet landsbyens gravplads. Den indeholdt lidt under en snes grave, og gravinventaret afspejler et udsnit af det sociale spektrum i en landsby fra denne tid. Desuden er der i området fundet en oldtidsbrønd og marksystemer, som har hørt til landsbyen.

Et smukt vue ind over lyngheden. Foto: Søren Olsen
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er offentlig adgang til fods i det fredede området, der afgræsses af nysgerrige kreaturer, som der må vises hensyn til. Besøg også den nærliggende plantage, hvor der findes en del gravhøje, og Testrup Kloster blot 1 km mod øst.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Oldtidslandsby. Den bedst bevarede boplads fra jernalderen. De lave, firkantede volde er ikke rekonstruerede vægge, men rester af husenes oprindelige græstørvsvægge. Bag den nordlige husrække kan man, når lyset falder rigtigt, se de såkaldte digevolde fra jernalderbondens marker.
2. Vesterris Plantage. På det bakkede terræn vokser overvejende nåletræer sammen med lidt bøg og eg. Plantagen er rig på gravhøje, og ved bebyggelsen Vesterris ligger en af de rytterskoler for almuebørn, som Frederik 4. oprettede i 1720’erne.
3. Testrup Kloster. Omkring den lille, hvidkalkede kirke findes murrester efter en større, middelalderlig institution fra 1400-tallet. Her var også hospital og et herberg for pilgrimme, idet en af Hærvejens mange biveje gik forbi her. Sydvest for kirken lå Sankt Sørens Kilde, der gav med helbredende vand.
Vejbeskrivelse
GPS X:56° 43.197', Y: 9° 28.156'
<p> Østerbølle Lynghede med oldtidslandsbyen ligger få kilometer nordvest for Aalestrup. Fra motorvej E 45 tages afkørsel 34, og der køres mod Aalestrup ad rute 561. Man følger rute 561 uden om Aalestrup, og lidt vest for byen køres op til Østerbølle. Her kører man ud ad Oldtidsvej til P-pladsen.</p><p> <i> GPS-koordinater <br/> </i> Ovenstående koordinater viser P-pladsen på Oldtidsvej.</p>
Fredningen og dens pleje
I 1942 blev 6 hektar af Østerbølle Lynghede fredet for at beskytte hustomterne fra ældre jernalder mod overpløjning og ødelæggelse. Ved fredningen blev der udbetalt en erstatning på 2.000 kr. til ejerne, Jens Peder Pedersen og dennes søster, frøken Sofie Pedersen.
Link til fredningskendelse
Østerbølle Lynghede , 1942
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Vesthimmerlands Kommune
Himmerlandsgade 27
9600 Aars
Tlf. 99 66 70 00