Addit Skov

Introduktion
I Addit Skov syd for Salten Langsø findes to spændende fredninger i et overraskende kuperet landskab. Lille Rusbæk-fredningen ligger i de skovklædte bakker vest for Asbækdalen. Fredningen indeholder et smukt kildevæld omgivet af stejle skrænter. Møgelbjerg-fredningen er en bøgebevoksning på en bakkekam omkring Møgelbjerg (137 m). Skoven er her præget af 140 årige, mere eller mindre livskraftige, krogede bøge iblandet enkelte døde stammer med flere år gamle frugtlegemer af tøndersvamp.
Områder af Addit Skov ligger hen som urørt.
Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Addit Skov tilhørte i middelalderen Vissing Kloster og senere Voer Kloster. Efter rytterauktionen i 1767 kom skoven under Mattrup Gods, som frasolgte den i 1875. Addit Skov vokser i et kuperet terræn gennemskåret af dybe kløfter. I kløfterne findes skovbække og kildevæld som rummer artsrige plantesamfund. Kildevældet, der danner Lille Rusbæk, er af høj klasse. Ud af en grydeformet dal pibler okkerholdigt vand, som farver kildebækkens småsten rustrøde. I kilden findes sten og frønnede, bugtede grene dækket af mos, hendøende elletræer, åbne vandflader og bevoksninger af bregner og småbladet milturt. På de stejle skrænter omkring kilden står gamle bøge og kristtorn iblandet opvækst af gran. Skrænternes jordbund dækkes stedvis af en artsrig mosflora.
Skrænterne er stejle i Addit Skov.
Foto: Torben Gang Rasmussen
Plantelivet
Her er usædvanligt smukke bevoksninger af mos og lav. I skovbunden vokser bl.a. den pudeformede hvidmos og almindelig lungelav , som ellers er ganske sjælden. Store dele af Addit Skov er i dag nåleskov, men der indgår også værdifulde partier med modne bøg på både næringsrig muldbund og sur, næringsfattig morbund. Et fint bøgeparti er omfattet af fredningen omkring Møgelbjerg. I de gamle bevoksninger findes desuden vinter eg , kristtorn og tørst samt en skovbundsflora med skov-rørhvene , skov-svingel , stor og håret frytle , aks-rapunsel , tredelt egebregne , femradet ulvefod , skovstjerne og majblomst . Flere af arterne er indikatorer for værdifuld naturskov.
Ture og seværdigheder
Download kort og turmulighed (PDF-fil)
En tur i skoven med udgangspunkt i Addithus Avlsgård giver mulighed for to ture mod hver af de to fredninger. Bemærk at skoven er privat og at naturbeskyttelseslovens regler om adgang skal følges. Ejerne ønsker at den organiserede færdsel begrænses mest muligt.
Vejbeskrivelse

Møgelbjerg-fredningen:
I Addit 6 km sydvest for Gammel Ry holdes mod nord ad Additvej til Addit Avlsgård (N 56° 2' 52.73" E 9° 36' 48.30"). Parkering i vejsiden. Følg skovvejen mod Addithus (N 56° 3' 10.90" E 9° 36' 25.59"). Den fredede bøgeskov står på bakkekammen Møgelbjerg umiddelbart vest for Addithus.

Lille Rusbæk-fredningen:
Fra Addit holdes mod Gammel Ry ad Ryhule. Parkering i vejsiden (N 56° 2' 48.22" E 9° 38' 10.19"). Følg skovvejen mod nord. 400 m fremme holdes mod nordvest langs Asbækdalen. Efter 900 m passeres en opstemmet okkerholdig kildedam omgivet af rododendronbuske. Den fredede uberørte kilde ligger yderligere 300 m fremme (N 56° 3' 20.85" E 9° 37' 17.56").

Fredningen og dens pleje
Møgelbjerg-fredningen
Fredningen af bøgehøjskoven omkring Møgelbjerg blev rejst i 1950 af efterkommere efter kammerherreinde Sehested af Addithus. I kendelsen hedder det: ”Møgelbjerg dominerer med sin krone af gamle træer landskabet milevidt set fra nord og syd, og det højeste punkt, hvorfra der er en enestående udsigt over Mossø og Salten Langsø, er et ofte besøgt udflugtssted for egnens befolkning.” Fredningskendelsen fra 1950 påpeger at bevoksningen skal stå uberørt uden forstlige indgreb. Op gennem 1980’erne bevægede samtalen sig om, at skoven trængte til foryngelse. Resultatet var en ny fredningskendelse fra 1986, som i dag er gældende. Bl.a. kan en selvforyngelse påbegyndes, men der må ikke ske ren afdrift og flere gamle træer skal blive stående også ved død. Jordbehandling med henblik på selvforyngelse må kun ske punktvis. 7,7 ha er fredet ved kendelse i Fredningsnævnet i 1986.
Lille Rusbæk-fredningen
Lille Rusbæk udspringer i en grydeformet dal i bakkerne vest for Asbækdalen. I kendelsen hedder det, at kun graner må fjernes. Alt andet skal stå hen uberørt. Iværksættelse af intelligent og manuel fjernelse af visse nedfaldne grene og stammer med henblik på at lysåbne kilden kan diskuteres. 3,2 ha er fredet ved kendelse i Fredningsnævnet i 1986.
Skoven drives af Salten Langsø Skovadministration og driften følger retningslinjer givet i PEFC-certificering, der er baseret på bæredygtigt skovdrift.
Link til fredningskendelse
Addit Skov , 1950, 1982
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelse
Horsens Kommune
Rådhustorvet 4
8700 Horsens
Tlf: 76292929