Ørslev Kloster
Introduktion
Ørslev Kloster ligger få kilometer vest for Virksund på halvøen Fjends ved Skive. Klosteret fremstår som en firelænget hovedgård med klosterkirke i den nordlige fløj. Klosterkirken fungerer som sognekirke. Mod øst ligger ejendommens have og mod syd ligger engen samt Kvindsnapskoven, der består af gamle løvtræer og huser en række spændende ynglefugle. Engen afgræsses af kreaturer en stor del af året. Området blev fredet i 1941 med henblik på at sikre de kulturelle og naturhistoriske værdier.
Klosterhaven, engen og Kvindsnapskoven er åben for gæster. Selve klosteret fungerer som refugium for forskere, forfatter, kunstner eller studerende.
Ørslevkloster med kirketårn. Foto: Torben Gang Rasmussen
Plantelivet
Blandt klosterhavens gamle træer kan nævnes ægte kastanje , valnød , hængeask, buksbom og en stor gammel taks . Op ad klosterets østmur vokser en kræge , som er en gammel dansk blommesort. En anden gammel kulturplante er filtbladet kongelys , som står talrigt på skråningen langs klostrets sydmur.
En snart 300 år gammel allé fører ned til Kvindsnapskoven, som domineres af gamle løvtræer, især bøg og eg . Særlig kendt er Kvindsnapbøgen. Træet er næsten 6 meter i omkreds, men er stærkt præget af alderdommens fald. Skoven drives alene ved plukhugst. Floraen i Kvindsnapskoven omfatter humle , liljekonval , rød hestehov , skvalderkål og ramsløg .
Dyrelivet
Da Klosterskoven tidligere blev anvendt som græsningsskov, er de gamle løvtræer ret krogede. Dette er med til at give rum til et spændende fugleliv. Ravn, grønspætte , spætmejse og træløber forekommer sammen med mere almindelige fugle som gærdesmutte , blåmejse , musvit og bogfinke . I klosterhaven er fuglelivet dog noget rigere. Her er spurvehøg , ringdue , tyrkerdue , natugle , jernspurv , rødhals , solsort og sangdrossel iagttaget enten som ynglefugle eller som trækgæster. I vintermånederne opsøger den farverige stillids haven, for at søge frø på de store stauder.
Kulturhistorie
Ørslev Kloster, som har aner tilbage til middelalderen, blev i 1700-tallet ombygget til sin nuværende skikkelse inspireret af barokken. Men op gennem 1800-tallet gik det stærkt tilbage. Jord blev solgt fra, bygningerne forfaldt og tidligt i 1900-tallet kunne klostret ikke længere kaldes en herregård. Nationalmuseet greb ind og sikrede dele af bygningsværket.
I 1934 bliver Ørslev Kloster købt af komtesse Olga Sponneck, som sætter bygningerne i stand. Hun opretter en fond, der kan overtage ejendommen efter hendes død i 1964. Dette er begyndelsen på klosterets nuværende funktion. Siden 1969 har Ørslev Kloster været et arbejdsrefugium, hvor forfattere, komponister, forskere og kunstnere med vidt forskellige opgaver og interesser kan gøre et stykke arbejde i inspirerende omgivelser.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra p-pladsen ved Gartnerhuset på Hejlskovvej kan man gå eller køre ind i klosterhaven (1) med kørestol. Gartnerhuset (2) indeholder en lille udstilling, der fortæller om klosterets historie og områdets planteliv. Her er borde og bænke så man kan nyde den medbragte mad. Fra klosterhaven fører en natursti ned i Kvindsnapskoven (3) til den gamle Kvindsnapbøg (4).
Ørslev Kloster er et “refugium”, hvor åndsarbejdere kan leje et værelse. Man bedes derfor vise hensyn, når man færdes ved klosteret. Der er offentlig adgang til have og skov, men ikke til klosterbygningerne og de nærmeste omgivelser. Grupper kan bestille en rundvisning i klosteret.
Vejbeskrivelse
<p> Ørslev Kloster ligger 5 kilometer vest for Virksund. Et vejskilt på Hobrovej viser mod Ørslev Kloster. Parkering ved Gartnerhuset på Hejlskovvej (GPS N 56º 35.786' E 9º 13.103').</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047f651a22623ef9ab4&ll=56.59813,9.214482&spn=0.008269,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047f651a22623ef9ab4&ll=56.59813,9.214482&spn=0.008269,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Ørslevkloster </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Fredningen af Ørslev Kloster har til formål at sikre de kulturhistoriske og naturhistoriske værdier, som området rummer. Sagen blev rejst af ejeren første gang 1941 og blev i 1980 genrejst med henblik på udvidelse af fredningsbestemmelserne.
Fredningen dækker i alt 13 hektar. Området skal bevares i sin nuværende tilstand, og må kun benyttes som hidtil til have, park, eng og skov. Området må ikke udstykkes. Brændetræ må hentes i Kvindsnapskoven, men kun til refugiets eget forbrug. Gæster har adgang til både park og skov, men ikke til bygninger og gårdsplads.
Link til fredningskendelse
Ørslev Kloster , 1980
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelse
Skive Kommune
Torvegade 10
7800 Skive
Tlf: 99155500
Læs også
Hjemmesiden www.Oerslev-kloster.dk udgivet af Ørslev Kloster Refugium