Ørkenen

Landskabet på Anholt er i særdeleshed en oplevelse i særklasse. Øen består af et morænebakkeland og et marint forland – “ørkenen”. Ørkenen optager 4/5 af øens areal. Den er en hævet, ofte stenet strandvoldsslette, hvis vestlige del ligger i 12-13 m højde, og den har grovsandede klitter på op til 24 m og fintsandede klitter langs kysterne.

Noget helt særligt, i en dansk sammenhæng er, at Ørkenen aldrig har været opdyrket, og derfor aldrig er pløjet. Af samme grund er den oprindelige topografi, landskabets konturer, fra den gang istiden forlod området for 10.000 år siden, bevaret mange steder, modsat i resten af Danmark, hvor årtiers pløjning har udvisket landskabernes finere konturer.

Ørkenen er på trods af navnet ikke en rigtig ørken. Selvom Anholt er et af de mest regnfattige områder i Danmark er nedbørmængden er for stor til, at området kan klassificeres som ørken. Det meste af området ville formentlig springe i skov, hvis ikke der blev foretaget aktiv trærydning ind i mellem. I 1995-96 blev omfattende områder i den sydlige del af Ørkenen ryddet for klitfyr. Snarere end en ørken, er området en strandvoldsslette. Således er Ørkenen præget af bevoksning med mange arter af lav, såsom rensdyrlav, og er dermed en såkaldt lav-hede.

Ørkenen har formentligt været dækket af fyrreskov frem til slutningen af 1500-tallet, hvor driften af fyret, baseret på et træfyret bål, på øens nordøstlige spids har gjort sit indhug i skoven. Sidenhen er der blevet dannet klitter, der ved sandflugt har bidraget til den nuværende topografi, som i dag fastholdes af en vegetation af hjælme, græsser og laver, samt spredte enebær og revling.

Mod nordøst ligger Sandmilerne, nogle tyndt bevoksede, op til 21 m høje vandreklitter. Ørkenen og dennes 12 km fortsættelse i Østerrev er dannet af sand og grus, ført med strømmen fra vest og aflejret som strandvolde i læ bag morænebakkelandet. Efterhånden som strandvoldssletten blev tørlagt under landhævningen, har vinden dannet klitterne.

Bakkelandet ligger på øens vestlige del mellem Nordbjerg og Sønderbjerg, der med 48 m.o.h. udgør øens højeste punkt. Det afgrænses af meget stejle, furede litorinaskrænter, der mod sydvest og syd er under stadig erosion.

Et andet forunderligt fænomen er de imponerende strandvolde i den centrale del af Anholts Ørken. Deres dannelse er sket samtidig med en landhævning på næsten 10 meter siden Jægerstenalder, hvorved Ørkenen er blevet løftet op af havet samtidig med at rækker af strandvoldene er blevet til. Sandflugt har gennem tiden slidt de blotlagte sten flade og glinsende. Stenene har ørkenlak, siger man på Anholt.