Jernhatten
Introduktion
På det sydøstligste hjørne af Djursland helt ud til Kattegat rejser Jernhatten, som en 49 meter høj morænebakke kronet med et krat af vindblæste bøge. Området er en stor naturseværdighed både hvad angår flora og geologi. Fra toppen er en imponerende udsigt ud over Kattegat og sydpå til Hjelm. Mellem kysten og Jernhatten findes en stenet forstrand med strandvolde. Området er hegnet og husdyr er i sommerhalvåret sat på græs, som et led i fredningens landskabspleje. Fra P-plads ved stranden fører en vandresti gennem et eventyrligt bøgekrat op over Jernhatten til et udsigtspunkt. Herfra går en lang og stejl trappe ned ad kystskrænten til den brede forstrand, hvor slangehoved blomstrer rigt midt i juli.
Jernhatten er et søgt udflugtssted med troldeagtige træer på toppen. Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Men sin bastante fremtoning og en beliggenhed helt ud til Kattegatkysten danner Jernhatten et dramatisk islæt i det østjyske kystlandskab. Nordgående bølger og strøm har gennem tiden transporteret sand, grus og sten, som har lagt sig på kysten foran Jernhatten og dannet et bredt forland med stenede strandvolde. Selve Jernhatten er en morænebakke skubbet op af isen under Istiden og ved foden af bakken mod nord strækker sig en 5 meter høj strandvold sig op mod Rugård Sønderskov. Volden stammer fra Jægerstenalderen hvor havet dengang stod 4 meter højere end i dag. Bag strandvolden findes at område med hævet havbund. Området er en landskabsgeologisk seværdighed.
Strandengen syd for Jernhatten er om sommeren et farveorgie af blomster. Foto: Torben Gang Rasmussen
Plantelivet
Forstranden ved Jernhatten er på grund af den kalkholdige, stenede og sandede jordbund med tørre strandvolde og fugtigere lavninger en botanisk perle. I det tidlige forår blomstrer læge-kokleare , femhannet hønsetarm og trekløft stenbræk . Senere giver engelskgræs , kornet stenbræk og finbladede sorter af mælkebøtte området farve. Hen på sommeren er bidende stenurt og bakke-nellike fremme og sidst på sommeren dominerer slangehoved og sankthansurt .
På toppen af Jernhatten er et krat af krogede, vindblæste bøge med en flora af vedbend , hvid anemone og vild kørvel . På den sydvendte skråning mod havet er et flot krat af slåen og skovæble der blomstrer i maj. Siden blomstrer tjørn , rose og kaprifolium . Den forholdsvis lave nedbør kombineret med en kalkholdig jordbund giver vækst til kalkyndende flora med bl.a. hjertegræs , vår-vikke og knoldet mjødurt . På de østvendte og nyligt natuplejede skråninger op mod Rugård Sønderskov er tyndakset gøgeurt registrerer i foråret 2009.
Dyrelivet
I det lave krat på Jernhatten og på forstranden findes gennem foråret og sommeren mange arter af sangfugle. I krattet på skråningerne lever løvsanger , havesanger, gulspurv og tornirisk og på stranden sanglærke og engpiber . Udfor kysten er der især i efteråret flokke af ederfugl , sortand, fløjlsand og enkelte toppet skallesluger . Insektlivet på skrænterne omfatter oliebille og sandspringer . Blandt sommerfugle forekommer arter af blåfugle , citronsommerfugl , aurora og nældens takvinge .
Kulturhistorie
På stranden foran Jernhatten findes rester af en ovn, der har været brugt til tjæring af fiskegarn. Desuden lå der i 1800-tallet et kalkbrænderi. Kultursporene er svære at finde. 1 km sydvest for Jernhatten og umiddelbart syd for Havmølle Å findes en velbevaret skanse fra Englandskrigene. Skansen med de nærmeste omgivelser er fredet og omtalt under Havmølle Skanse.
Ture og seværdigheder
Download kort og turmulighed (PDF-fil)
Adgangsforholdene til Jernhatten er fine. Fra en P-plads ved foden af bakken fører stier dels til stranden og dels op til udsigtspunktet på toppen af Jernhatten gennem Troldeskoven. Flere steder langs stien er der udsigt over Kattegat, bl.a. kan man se Hjelm og i klart vejr også Sjælland og Samsø. Fortsætter du mod nord får du udsigt over Hyllested Bjerge. Videre fremme kommer Bagskoven, hvorfra en lang trappe fører ned til vandet. Du kan følge stranden tilbage til parkeringspladsen. Det er muligt at gøre en fin rundtur.
Seværdigheder:
Det gamle bøgekrat med krogede stammer tæt omvokset af vedbend (1) og den stenede forstrand med strandvolde (2).
Ved P-pladsen findes borde og bænke. Lige syd for Jernhatten ligger den fredede Havmølle Skanse. 5 km nord for Jernhatten ligger herregården Rugård, som er en seværdighed og passeres, hvis man gør en tur i bil eller på cykel ad vejene op langs kysten.
Vejbeskrivelse
<p> Jernhatten er beliggende på Djurslands sydøstkyst 17 km syd for Grenå. Følges vejen fra Ebeltoft over Dråby, Holm og videre mod Hyllested Skovgårde passeres Jernhatten ad Havmøllevej. En grusvej fører ned mod stranden til P-plads (GPS N 56° 14,639' E 10" 46,868').</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000474518714a34efd1a0&ll=56.244781,10.784926&spn=0.008346,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000474518714a34efd1a0&ll=56.244781,10.784926&spn=0.008346,0.01502&z=15&source=embed" style="text-align: left; color: #0000ff"> Jernhatten </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Dele af Jernhatten blev fredet allerede i 1927 med henblik at give offentligheden adgang til den seværdige bakke. I 1970’erne rejste Danmarks Naturfredningsforening på ny fredningssag for området med henblik på en udvidelse. Sagen blev afsluttet i Overfredningsnævnet den 18. december 1979 og i dag er 235 ha fredet. Formålet er at beskyttet de landskabelige, videnskabelige og undervisningsmæssige interesser. Bl.a. har området i en årrække har været brugt til undervisning af geologer og botanikere på Århus Universitet. Under fredningssagen fremhævede Botanisk Institut ved Århus Universitet de botaniske interesser knyttet til Jernhatten med skrænterne, overdrevene og forstranden. På overdrevene, som hverken må pløjes, gødskes, sprøjtes eller kalkes, skal der gennemføres naturpleje. Vilde planter ikke må opgraves. Området er privatejet og fordelt på 12 lodsejere. Der er udbetalt erstatninger til lodsejerne.
Link til fredningskendelse
Jernhatten , 1979
Rugård Diger, 1959
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Syddjurs Kommune
Hovedgaden 77
8410 Rønde
Tlf: 87535000