Amager Strandpark og Kastrup Fort
Introduktion
Kun et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen ligger et af Københavns bedste rekreative områder, Amager Strandpark, på Amagers østkyst. Her har været badestrand siden 1930’erne, men i årene 2004-05 blev der anlagt en helt ny strand med en to km lang kunstig ø og en lagunesø. Her kan man dyrke aktiviteter året rundt, lige fra badning og dykning over kite- og windsurfing til rulleskøjteløb, fodbold og beachvolley. Eller bare gå en romantisk aftentur på strandpromenaden.
De gamle parker med Femøren og Tiøren, hvor der sommeren igennem afholdes koncerter, eksisterer stadig. Og det samme gør Badeanstalten Helgoland, som har ligget her siden slutningen af 1930’erne og som benyttes af vinterbadeforeningen Det Kolde Gys. Ved strandparken ligger også Kastrup Fort, med blandt andet restaurant og aktiviteter for børn. Midt på det gamle fortanlæg er der en stor festplads, man gratis kan låne.
Landskabet
Det fredede område med strandparken og Kastrup Fort ligger på østsiden af Amager og er cirka tre km langt. Den kunstige ø er to km lang, og bag den ligger en større lagunesø, der på sit bredeste sted er 400 meter. Mod nord afgrænses området af kolonihaveforeningen HF Sundvænget, og mod syd udgøres grænsen af kommunegrænsen mellem Tårnby og Københavns Kommuner. Lige på den anden side af kommunegrænsen er et nyt, stort akvarium under opførelse.
I den sydlige del af strandparken ligger de gamle grønne områder Tiøren og Femøren samt Kastrup Fort. Området ligger nær de tætte bykvarterer omkring Holmbladsgade, og afstanden til Københavns Rådhusplads er fem km. Øresund er områdets mest markante landskabstræk, og udsigten over vandet til Sverige er en stor attraktion. Mod sydøst, nordøst og syd ses Øresundsbroen, vindmølleparken på Middelgrunden og Kastrup Lufthavns store bygningsanlæg. Amager Strandvej løber gennem det fredede område, og på den anden side af den ligger tidligere erhvervsområder, hvoraf de sydligste nu omdannet til etageboliger.
Plantelivet
I vandet vokser tang, for eksempel lav klørtang og bændeltang. Men ellers er det de slidstærke græsarter, der især falder i øjnene, såsom enårig rapgræs, sandhjælme, rød svingel og ikke mindst marehalm. Men en lang række kyst- og strandengsplanter er registreret herfra, blandt andet almindelig sodaurt, kornet stenurt, svaleurt, strandasters, strandvandranunkel, strandmalurt, strandkogleaks og gærdesnerle. De ikke helt almindelige arter trekløft-stenbræk, svensk gåsemad og enbo galdebær er også fundet her.
Dyrelivet
I havet ses ofte spættet sæl, der har en koloni på Saltholm, og ind i mellem også marsvin. Den sjældne grønbrogede tudse holder til i strandparken. De forskellige måger ses mellem strandgæsterne, især hættemåge og sølvmåge, men undertiden også stormmåge og den store svartbag, der lokkes til af madaffald. På græsplænerne ses flokke af stære samt husskader og ringduer. I de mere rolige hjørner ses strandskade og knopsvane, og ude på vandet holder edderfugl og toppet skallesluger til. Det er muligt at finde skaller af blåmusling, hjertemusling, strandsnegl og strandmusling.
Kulturhistorie
Oprindelig lå hele Amagers østkyst hen som et sumpet strandengsområde, der af og til blev delvis overskyllet. I 1780 anlagde militæret Krudttårnsvej (den nuværende Amager Strandvej) og langs vejen opførtes krudttårne, hvoraf flere er bevaret og to er fredede. Den nuværende kyst er skabt gennem opfyldninger med formuldet dagrenovation og andet lossepladsaffald, og almindeligt sand- og fyldmateriale.
I 1886-87 blev Kastrup Fort anlagt til forsvar af farvandet mellem Kastrup og Saltholm, som et led i Københavns søbefæstning. Men interessen for at bruge kysten til rekreative formål voksede i 1920’erne. I 1925 blev fortområdet overdraget til Københavns Kommune, og i 1927 fik kommunen overdraget Amager Strandvej samt de fladvandede kystarealer. På dette tidspunkt var størstedelen af anvendelsen som losseplads ophørt, og i 1934 blev kysten mellem Øresundsvej og Kastrup Fort anlagt som sandstrand. I slutningen af 1930’erne blev Helgoland Søbadeanstalt flyttet fra Svanemølle Bugt og hertil. I 1949 ophørte den sidste del af lossepladsfunktionen, og Femøren og Tiøren blev tilplantet med en parkagtig karakter.
Der var imidlertid store problemer med at opretholde badestranden, da sandet hele tiden blev ført ud af strøm og højvande. I årene 1934-48 tilførte man 95.000 m3 sand for at udbedre forholdene, og senere opførte man en spunsvæg, men sandet forsvandt fortsat. Tanken om en ny strandpark opstod, og i midten af 1980’erne udarbejdede Københavns Kommune de første skitser. I 1995 blev der nedsat et udvalg under Trafikministeriet, og i år 2000 forelå rapporten ”Ny Amager Strandpark”, som blev virkeliggjort i årene 2004-05.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Ved soppestrandene i lagunesøen kan småbørn bade i det lave vand, og ind mod Amager Strandvej ligger en lille strandlegeplads for mindre børn med naturlegeredskaber. Ude på strandøen er det oplagt at tage rulleskøjter, løbehjul eller skateboard med og rulle sig en tur på stier og promenader. Ved Strandtorvet er der minigolf og blokartbane (til trehjulede vogne med sejl) og på Havkajakvej kan man leje kajakker, kanoer og andre småbåde.
Ved Badeanstalten Helgoland kan der svømmes og vinterbades. På Femøren og Tiøren kan man nyde naturen med udsigt over Øresund. På Kastrup Fort er der også flere aktivitetsmuligheder, blandt andet en tunnelrutsjebane og en svævebane. Her er også et stort klatreanlæg i træ med hængebro, balancebomme og en ”jorden er giftig”-bane. På www.amagerstrandpark.dk kan man holde sig orienteret om aktiviteter og arrangementer.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Helgoland. Et besøg på den nye badeanstalt er en spændende oplevelse. Her kan der svømmes – og vinterbades!
2. Vild natur. I denne del af strandparken er gode muligheder for at opleve både fugle og interessante planter.
3. Strandstation nr. 3. Her foregår en masse friluftsaktiviteter. Man kan også vandre en tur på molen eller bare hænge ud.
4. Kastrup Fort. Her er både natur, legepladser og historiske bygninger. Festpladsen kan lånes gratis.
5. Femøren. De grønne plæner har i mange år været hjemsted for Grøn Koncert og Rockshow. Et fint sted at holde picnic.
6. Anløbshavnen. Om sommeren sejler turbåde i Øresund ud herfra.
Vejbeskrivelse

Fra motorvej E 20 kører man hen over Amager mod Sverige og ved afkørsel 16 (den sidste afkørsel før broen) kører man nordpå ad Amager Strandvej.

Offentlig transport
Den københavnske metro har tre stationer langs strandparken - Øresund, Amager Strand og Femøren - og flere busruter kører også til området.

GPS-koordinater
Nedenstående koordinater viser, hvor P-pladsen i den sydlige del af strandparken, ved Femøren og Kastrup Fort, er:
N 55° 39.024', E 12° 38.725'

Fredningen og dens pleje
Knap 40 hektar med Amager Strandpark og Kastrup Fort er fredede. Allerede i 1969 blev området med fortet fredet som rekreativt område, og i 2004 blev den nye strandpark også fredet. Det er fredningens formål at sikre området som strand og grønt rekreativt område, samt at sikre, at Danmarks internationale forpligtelser til at beskytte naturen overholdes.
Link til fredningskendelser
Amager Strandpark , 2004
Kastrup Fort , 1969
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Københavns Kommune
Rådhuset
1599 København V
Tlf. 33 66 33 66
Læs også
Læs mere om Kastrup Fort